Vreden får ikke længere lov at fylde det hele

Sille Solgaard Christensen gik ned med stress og har måttet erkende, at hun ikke kan forandre hele verden.

Tekst Anne Guldager

For social- og sundhedsassistent Sille Solgaard Christensen begyndte det med vrede.

”Jeg var vred over dårligere arbejdsforhold og mindre tid til beboeren. Jeg var vred over, at vi får flere og flere unødvendige opgaver presset ned over hovedet og over manglende respekt og anerkendelse fra ledelse og forvaltning. Jeg var dagligt rasende og følte, at jeg var i kampberedskab hele tiden. Jeg kæmpede for de ældre, men også for vores arbejdsvilkår, for de to ting går hånd i hånd”.

Sille Solgaard Christensen gav alt, hvad hun havde, lige til den dag, hun ikke havde mere og måtte sygemelde sig. I dag er hun rask og har valgt fortælle sin historie, fordi hun tror, at de frustrationer og den afmagt, der sled hende op, er følelser, hun deler med mange andre på social- og sundhedsområdet.

Tid til mennesket

”Da jeg startede for 13 år siden som ufaglært på et plejehjem, var der tid til mennesket. Tid til liv. Jeg gik ind i det her fag, fordi jeg elskede mødet med menneskene. Jeg elskede at se deres billeder og høre om deres liv”.

At der ikke længere er tid, er en daglig frustration. For hvis man ikke kender mennesket, dets historie og dets værdier, hvordan kan man så hjælpe, spørger Sille Solgaard Christensen.

”Mit arbejde handler om livskvalitet, om at kunne give mennesker en meningsfuld hverdag. Om hjælpe dem til at bevare det, som gør dem til netop dem. Det kan jeg kun gennem relationer bygget på respekt, tillid, nærvær og omsorg. Og det kræver tid og ikke blot et forhastet besøg”.

”Jeg kan ikke gøre mit arbejde ordentligt og med de værdier og den kvalitet, jeg gerne vil. Det er en kæmpe stressfaktor, og med den udvikling, vi ser, har jeg svært ved at tro på en forbedring”.

Muren

Frustrationen og afmagten tog til gennem lang tid, men rigtig slemt blev det, da Sille Solgaard Christensen blev tillidsrepræsentant.

”Så kunne jeg jo se, at det var det samme alle steder. De samme fortællinger om dårligt psykisk arbejdsmiljø og en fortravlet hverdag med tidsspildende dokumentationskrav og politisk besluttede tiltag og projekter, som koster kassen i konsulenter og arbejdsgrupper, men som slet ikke hænger sammen med den virkelig verden, fordi medarbejderne ikke bliver inddraget. Og dér hvor, der burde være mulighed for at blive hørt, møder man bare en mur. Alle giver lorten videre. Mit menneskesjæl-hjerte kunne ikke tåle det mere. Det fyldt mit hoved, så jeg næsten ikke kunne være i mig selv”.

Styr på tankerne

Til sidst måtte Sille Solgaard Christensen kaste håndklædet i ringen og melde sig syg med stress i syv uger.

”Jeg har brugt tid på at komme op til overfladen og få styr på tanker og følelser. Jeg har lært, at det handler om at sige fra. Holde fokus, bruge den rigtige energi de rigtige steder og lige at stoppe op og trække vejret en ekstra gang”.

Vreden og frustrationen er der stadig, det får bare ikke love til at fylde det hele, forklarer hun.

”Men hvis vi holder op med at kæmpe og ytre os, har de vundet. Vi skal turde tale om, hvad der ikke fungerer, hvis vi vil forandre noget”.

Læs også: Ramt af stress - vi skal turde tale om det

Læs også: Pernille Frisch blev syg af sit arbejde