Nyt job: Engagerede og fagligt stærke pædagoger til Støtte- og Kompetencepædagogisk Team i Område Valby/Vesterbro/Kongens Enghave

Vil du gøre en forskel tæt på børnene og den pædagogiske praksis?

Genopslag.

Som støttepædagog bliver du en vigtig faglig medspiller for det pædagogiske personale i dagtilbud, skoler og KKFO’er. Du arbejder tæt på den konkrete praksis og bliver i en given periode tilknyttet en bydel, hvor du indgår som en aktiv, nærværende og understøttende samarbejdspartner. 

Din vigtigste opgave er sammen med medarbejderne at skabe gode deltagelsesmuligheder for alle børn og elever. Du bidrager med dit faglige blik, og din viden dér, hvor børnene og medarbejderne er – og er med til at omsætte faglig viden til handlinger, der kan mærkes i hverdagen. 

Mangfoldige børnefællesskaber

Mangfoldige børnefællesskaber er en central del af vores pædagogiske arbejde. Vi har en ambition om, at alle børn skal opleve sig som betydningsfulde deltagere i meningsfulde fællesskaber, og at de pædagogiske læringsmiljøer giver plads til forskellighed.
 

Vi arbejder med fællesskabende pædagogik, hvor vi undersøger, hvordan læringsmiljøer, organisering, relationer og pædagogiske greb kan skabe bedre muligheder for, at flere børn kan deltage, trives og udvikle sig. 

Som støttepædagog skal du kunne bevæge dig mellem at observere, undersøge, analysere, give sparring og deltage aktivt i praksis – og sammen med medarbejderne finde nye muligheder for at udvikle den pædagogiske praksis. 

Du skal blandt andet 

  • understøtte det pædagogiske personale tæt på den daglige praksis 
  • observere og analysere praksis sammen med medarbejderne 
  • have blik for både det enkelte barn, fællesskabet og det pædagogiske læringsmiljø 
  • bidrage til at udvikle, afprøve og justere konkrete pædagogiske greb gennem prøvehandlinger 
  • indgå i et forpligtende og ligeværdigt samarbejde med medarbejdere, ledelse og andre fagprofessionelle 

En support, der udvikler praksis

Vi ønsker en support, der er lokalforankret, nærværende og meningsfuld. Derfor tager vi afsæt i den konkrete praksis og de behov, der findes i det enkelte dagtilbud, på skolen eller i KKFO’en.
 

Vi tror på, at udvikling skabes sammen med dem, der står tæt på børnene. Du skal derfor ikke komme med færdige løsninger, men være med til at undersøge praksis, stille nysgerrige spørgsmål, få øje på nye muligheder og afprøve pædagogiske greb, der styrker børnenes deltagelsesmuligheder. 

Vi søger dig, der 

  • er uddannet pædagog eller har anden relevant uddannelse med stærke pædagogiske kompetencer 
  • arbejder systematisk og evidensbaseret 
  • kan skabe tillidsfulde og professionelle relationer til børn og voksne 
  • ser muligheder og ressourcer i børn, medarbejdere og fællesskaber 
  • trives med forskellige pædagogiske kontekster og en varieret arbejdsdag 
  • kan samarbejde på tværs af fagligheder og perspektiver.

Hos os får du 

  • en praksisnær og varieret hverdag tæt på børn og pædagogisk personale 
  • mulighed for at bringe din faglighed i spil i forskellige pædagogiske kontekster 
  • et fagligt fællesskab med andre støtte- og kompetencepædagoger 
  • mulighed for at være med til at udvikle vores fælles support og pædagogiske praksis 
  • en arbejdsplads, hvor faglighed, nysgerrighed, samarbejde og udvikling er centrale værdier.  

Her kan du læse mere om Mangfoldige Børnefællesskaber. 

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og forhåndsaftale under LFS. Der indhentes børne- og straffeattest som led i ansættelsen.
 

Stillingerne er på 37 timer om ugen med tiltrædelse fra den 1. december 2026 eller efter aftale. 

Vil du høre mere? Kom til åbent hus

Torsdag den 22. oktober 2026 kl. 16.00 til 17.00 på Hanne Varmings Plads 6, 4. sal, 2500 Valby. 

Vi inviterer til åbent hus for dig, der er nysgerrig på, hvad det vil sige at arbejde som støttepædagog. Mød leder og medarbejdere, og hør mere om vores arbejde med ”Mangfoldige børnefællesskaber”. 

Tilmeld dig ved at sende en sms til leder af Støtte- og Kompetencepædagogisk team Anette Nygaard Bang på 21 99 88 57 eller ring til Anette, hvis du er interesseret i at høre mere om jobbet. 

Søg via dette link senest fredag den 30. oktober 2026 

Ansættelsessamtaler afholdes løbende. Vi glæder os til at høre fra dig.



Venlig hilsen
Københavns Kommune