Færre søger ind på pædagoguddannelsen i København

Af: Signe Rosa Skelbæk

Interessen for pædagoguddannelsen i København er igen faldet. De nyeste optagelsestal viser, at 904 ansøgere har pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole som deres førsteprioritet via kvote 1. Det er et fald på 6 procent sammenlignet med sidste år.

Tidligere på året viste tallene for kvote 2 ellers en lille fremgang. Her steg antallet af ansøgere med 3 procent. Kvote 2 giver mulighed for optagelse på baggrund af blandt andet erhvervserfaring, optagelsesprøver eller en motiveret ansøgning.

Formand for almenområdet i LFS, Martin Kragballe, ser med bekymring på udviklingen.

”Det bekymrer mig, at færre på pædagoguddannelsen vil betyde færre pædagoger ude på stuerne,” siger han.

Brug for at tale om det gode

Ifølge Martin Kragballe er en del af forklaringen, at fortællingen om pædagogfaget fortsat er præget af udfordringer.

”Grundfortællingen om pædagogjobbet er stadig dårlig. Alt for få stiller sig frem og fortæller om, hvor sjovt, meningsfyldt og spændende et arbejde det også er at være pædagog. Og så er der jo nogle helt grundlæggende forudsætninger, der modarbejder unges lyst til at ville tage uddannelsen. For eksempel er vi stadig ikke der, hvor det lønmæssigt er bæredygtigt at leve og bo og arbejde som pædagog i København” siger han.

Selvom udviklingen giver anledning til bekymring, peger han også på et lyspunkt.

”Vi har brug for flere pædagoger, men det er stadig fantastisk at se, hvor mange der i bund og grund kan se sig selv i faget,” siger Martin Kragballe.