En overrasket Ahmet Karaboga blev fejret af kollegaerne, der kom med gaver, og LFS der kom med blomster.
Onsdag den 29.04.2026
100 unge FOA-medlemmer er netop blevet kåret af FOA og PenSam som årets velfærdstalenter. Hele syv af dem kommer fra LFS. Mød dem.
Velfærdens Talent 100 er en pris, som blev stiftet af FOA og PenSam som modsvar på, at prisuddelinger ellers altid handler om businesstalenter og mediepersonligheder.
Kolleger, borgere og pårørende kan indstille FOA-medlemmer under 36 år til prisen, som gives for høj faglighed, nye idéer og blik for arbejdsmiljøet.
I 2026 er næsten 500 talenter over hele landet blevet indstillet. 100 af disse er kåret som velfærdstalenter, og de bliver inviteret til fejring og hyldest på Christiansborg den 20. maj 2026.
I 2026 kommer hele syv af de 100 fra LFS. Mød dem herunder.
Ahmet Karaboga
Det var en overvældet Ahmet Karaboga, der blev overrasket med blomster fra LFS og gavekurv og klapsalver fra kollegerne midt under et personalemøde i KKFO’en ved Rådmandsgades Skole på Nørrebro.
”Jeg er selvfølgelig taknemmelig for, at nogen har tænkt på at anerkende mig på den måde. Men jeg er især taknemmelig for alle mine kollegaer og mit team,” sagde 26-årige Ahmet Karaboga.
Det var en kollega, der tog initiativet til at indstille Ahmet, og Ahmets leder var med til at skrive indstillingen, hvor der både blev peget på Ahmets evne til at både at kunne “holde mange bolde i luften”, samtidig med at han udstråler en ro og et nærvær, som smitter både kollegaer og børn.
”Ahmet er altid klar til at give en hjælpende hånd og siger aldrig nej, når der er brug for ekstra støtte – uanset om det gælder kollegaer, børn eller forældre. Hans indsats kan ses og mærkes hos både børn, kollegaer og forældre, som alle nyder godt af hans varme tilgang og professionelle engagement,” lyder det blandt andet i indstillingen.
Hamza er en superhelt,” skrev Billie Anna Bayer, da hun indstillede kollegaen til Velfærdens Talent 100.
Hamza Belgaa
Det var kollegaen Billie Anna Bayer i Idrætsinstitutionen Blæksprutten, der indstillede kollegaen Hamza Belgaa.
”Hamza er det mest positive menneske jeg har arbejdet sammen med. Han fortjener at blive nomineret, da han gør en særlig indsats hver dag for, at dagen bliver god. Han formår at skabe meningsfulde og sjove aktiviteter for børnene. Han er altid glad og festlig, og hvis man har en dårlig dag står han altid klar med en krammer. (…) Hans glæde og legende tilgang til sit fag smitter af på voksne og børn. Han er god til at sætte aktiviteter i gang med festlige indslag og gøre det ekstra spændende og sjovt for alle. Han tør godt at klovne og optræde og være fjollet, hvilket er til stor inspiration for alle. Hamza er en superhelt,” skrev Billie Anna Bayer blandt andet i indstillingen.
28-årige Hamza Belgaa fortæller, at han blev meget overrasket – og meget rørt - da han fik at vide, at han var blevet udvalgt som velfærdstalent, og at det var Billie Anna Bayer, der havde indstillet ham.
”Jeg føler mig meget anerkendt og meget glad,” siger Hamza Belgaa.
"Det betyder ekstra meget at blive anerkendt af sine kollegaer," siger Laura Emilie Kristensen.
Laura Emilie Kristensen
Det var arbejdspladsens tidligere tillidsrepræsentant Lisbeth Nielsen, der indstillede Laura Emilie Kristensen, som er pædagog i daginstitutionen Trækronen:
”Da Laura startede hos os, var vi på faglig handleplan, så der var brug for nytænkning for at ændre den usunde kultur, der var i huset. Laura så muligheder, som vi andre ikke så, og det var starten på, at hele institutionen fik drivkraft til at ændre vores usunde kultur. (...) Men Laura har en fantastisk evne til at få os andre med på hendes ideer uden at være manipulerende. (...) Vi er nu verdens bedste institution, så derfor fortjener Laura et stort skulderklap for sin faglighed og indsats,” lyder det blandt andet i indstillingen.
For Laura Emilie Kristensen ligger der en enorm anerkendelse i at blive indstillet.
”Det betyder ekstra meget, når en kollega indstiller mig. En kollega ved, hvad vi står i og forstår præcis, hvordan det er på vores arbejde,” fortæller Laura Emilie Kristensen.
”Vi er et hus, der har været igennem en stor udvikling, og er sluppet af med en grim og usund kultur. Da jeg blev ansat her, havde jeg en klar indstilling om, at den mistillid og opdeling gad jeg ikke, den skulle vi til livs. Det er jo vildt svært at bryde med en kultur, men vi har i den grad haft en ledelse, der også greb den og nogle virkelig søde kolleger, der var klar til forandringen, så derfor betyder det meget også at få den anerkendelse,” siger 31-årige Laura Emilie Kristensen.
”Jeg blev meget, meget overrasket. Jeg føler jo bare, at jeg gør mit arbejde,” siger Maria Bach Normann Jensen.
Maria Bach Normann Jensen
Maria Bach Normann Jensen arbejder på Skodsborg Specialinstitution, hvor hun hver dag gør en forskel for nogle af de mest udsatte unge. Hun er indstillet af sin kollega Mie Boye Jensen, der ikke er i tvivl om, hvorfor Maria fortjener anerkendelsen:
”Maria er et af de dygtigste mennesker, jeg har mødt i faget. Hun gør dagligt en forskel for de unge med sit milde, troværdige og godhjertede væsen,” lyder det i indstillingen.
Ifølge kollegaen formår Maria at skabe en værdifuld hverdag for både de unge og sine kollegaer, også når situationerne er svære.
Flere gange har hun været med til at redde liv, når unge har befundet sig i livstruende situationer. Her fremhæves hendes store overblik, rolige tilgang og evne til at handle rationelt under pres.
Selv blev Maria både overrasket og overvældet over nomineringen.
”Jeg blev meget, meget overrasket. Jeg føler jo bare, at jeg gør mit arbejde,” siger hun.
Hun fortæller, at hun samtidig føler sig set og anerkendt, men også at opmærksomheden kan være svær at være i.
”Jeg har faktisk ikke fortalt det til særligt mange,” siger hun.
"Det gør da helt sikkert noget for arbejdsglæden og motivationen at blive anerkendt på den måde," siger Marcus Bøggild Mohr.
Marcus Bøggild Mohr
33-årige Marcus Bøggild Mohr arbejder som socialpædagog på Botilbuddet Løvstikkevej, og han blev indstillet af Ronnie Gryberg, som er stedfortrædende botilbudsleder.
”Marcus er et fagligt fyrtårn, der altid bidrager med sine perspektiver for at sikre høj faglighed for beboerne på botilbuddet. Marcus har også et særligt blik for at sikre, at kommunikationen med borgerne bliver modtaget og forstået, så der ikke opstår frustrationer eller misforståelser. (…) Marcus er en vellidt kollega og samarbejdspartner for såvel kollegaer som ledelsen, og han har altid en positiv indstilling til tingene. Det er en sand fornøjelse at få lov til at arbejde sammen med Marcus,” skrev Ronnie Gryberg blandt meget andet i indstillingen.
”Det gjorde mig da meget rørt. Jeg er i forvejen superglad for mit arbejde, men det gør da helt sikkert noget yderligere for mig at blive anerkendt på den måde, siger Marcus Bøggild Mohr.
"Min arbejdspladsen er helt afgørende for, at jeg kan lykkes i mit arbejde," siger Peter Bergmann.
Peter Bergmann
34-årige Peter Bergmann arbejder på Bostedet Vinklen, hvor han er kendt som en kollega, der går det ekstra skridt – helt bogstaveligt.
Han blev indstillet af sin kollega Jack Cassina, som blandt andet fremhæver Peters uselviske hjælpsomhed og evne til at skabe tryghed for både borgere og kollegaer.
”Han er definitionen på en god kollega og en dygtig pædagog. På sin egen måde er han nærværende, tryghedsskabende og en velfunderet holdspiller. I en travl hverdag går han altid en ekstra runde for vores beboere,” lyder det i indstillingen.
Et konkret eksempel står særligt klart: En borger stod uden seng og uden penge. Her fandt Peter en gratis seng på DBA og hentede den sammen med borgeren med sækkevogn og metro gennem byen.
”Det er sådanne situationer, der gør ham helt særlig,” skriver kollegaen.
Selv lægger Peter mindre vægt på ros end på udvikling.
”Jeg er selvfølgelig smigret, men jeg er nok bedre til at tage imod konstruktiv kritik. Det er der, jeg udvikler mig,” siger han.
Han fremhæver selv arbejdspladsen som afgørende for, at han kan lykkes i sit arbejde. På Bostedet Vinklen oplever han stor faglig frihed og et miljø med refleksion og tryghed.
”Der er en enorm frihed til at fordybe sig og eksperimentere fagligt. Det betyder meget for mig, at vi har tillid til hinanden, det giver både trivsel og et bedre arbejde,” siger han.
Det var kollegaen George-Louis Disilva, der indstillede Simone Fabricius Damgaard til Velfærdens Talent 100.
Simone Fabricius Damgaard
Simone Fabricius Damgaard arbejder i Idrætsprojektet, hvor hun arbejder med børn og unge i udsatte positioner. Hun er indstillet af en kollega, der roser hendes stærke pædagogiske faglighed og evne til at møde unge i øjenhøjde.
”Hendes største styrke er hendes nærvær, relationskompetence og evne til at skabe inkluderende fællesskaber. Hun ser de unges potentiale og formår særligt at motivere dem, der har svært ved at finde deres plads,” lyder det i indstillingen.
Selv blev hun både overrasket og rørt over at blive udvalgt som et velfærdstalent.
”Jeg er faktisk megastolt. Og jeg føler ikke bare, at det er en anerkendelse af mig, men også af faget,” siger Simone Fabricius Damgaard.
Hun peger på, at arbejdet med unge kan være krævende, og netop derfor betyder anerkendelsen også noget særligt.
Samtidig lægger hun stor vægt på samarbejdet med kollegaerne, selvom arbejdet i Idrætsprojektet ofte foregår individuelt rundt omkring i byen.
”Vi er gode til at bruge hinanden og sparre, så vi hele tiden udvikler os og ikke stagnerer,” fortæller hun.
Følg med i vores nyheder om OK26