Torsdag den 23.04.2026
Fra sommeren 2026 er der afsat 81 millioner til at ansætte mere pædagogisk personale i københavnske daginstitutioner.
Af: Signe Rosa Skelbæk
Op imod 293 nye kolleger er der råd til, efter at borgerrepræsentationen har besluttet at øremærke 81 millioner til at ansætte mere pædagogisk personale. Samtidig afsættes der 19 millioner til service, herunder læringsmiljøer og mere rengøring, der sammen med opnormeringerne skal være med til at hæve den samlede kvalitet i Københavns dagtilbud.
”Personalet hænger ikke på træerne, men vi gør, hvad vi kan for at være en attraktiv arbejdsplads, så vi kan rekruttere flere ansatte. Jeg synes, vi har gjort meget de senere år for at gøre dagtilbuddene bedre. En undersøgelse af trivslen blandt pædagogerne i København viste, at 86 procent ser sig selv i deres nuværende job også om to år. Det vidner heldigvis om, at mange er glade for deres job, og de er jo de bedste ambassadører for at kunne få flere kolleger til arbejdspladsen,” siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager fra Konservative.
Pengene bliver i kassen
Skulle det vise sig, at det i første omgang ikke kan lade sig gøre at ansætte op imod 293 nye medarbejdere i daginstitutionerne, så afviser borgmesteren, at pengene forsvinder til andre formål.
”Pengene omdisponeres ikke, for jeg tror på, at vi nok skal kunne rekruttere. Vi vil især gerne have flere uddannede pædagoger, og det er jo sværere. Kan det ikke lade sig gøre, så ansætter vi pædagogiske assistenter og medhjælpere,” siger han.
Lederne bestemmer
I en artikel på Københavns Kommunes hjemmeside, citeres Jakob Næsager for, at pengene kan bidrage til flere voksne i ydertimerne, men han afviser, at pengene er øremærket til det eller andre formål:
”Jeg har tillid til, at klyngeledere og pædagogiske ledere ved, hvordan pengene gør bedst mulig gavn. Men når vi ansætter for 81 millioner, så vil der komme flere voksne hele åbningstiden,” siger han og tilføjer, at han håber, at man blandt andet via onboardingprogrammer både kan rekruttere og fastholde personalet.
Pengene kan bruges fra 1. juli 2026.
Følg med i vores nyheder om OK26