Af: Agnete Solvej Christiansen
Når man i sit arbejde er skolet i at give omsorg til andre, bliver det let at glemme sig selv. Særligt under pres slår det ydre fokus til: “Opgaven der skal løses, tingene der skal overstås, det næste jeg skal ind i.” Professionel egenomsorg er derfor det bevidste stop og “løft af blikket”, hvor man kort vender opmærksomheden hjem og kontakter sig selv.
“For mange af os er det ikke naturligt at huske os selv. Professionel egenomsorg handler om at få et blik for: Hvad skal der til for, at det bliver muligt for mig at stoppe op og få kontakt med mig selv?” siger Freja Filine Petersen, som er områdeleder i Fonden Mental Sundhed og ph.d. i pædagogisk psykologi. Hun har som forsker undersøgt, hvordan mikropauser, selvkontakt og kropslig regulering kan løfte pædagogisk kvalitet.
Når autopiloten styrer og kvaliteten falder
Det at være en dygtig professionel handler også om, at man har et blik for sig selv. Professionel egenomsorg er ikke én ting. Det henviser til, at vi er nødt til at tænke omsorg som noget, der også involverer de professionelle.
Pres og travlhed sender os på autopilot. Det går ud over fleksibilitet, problemløsning og nærvær.
“Et stresset sind vil have sværere ved at være fleksibelt, se en mulig udvej, lytte til et barn og høre barnets perspektiv. Når vi er pressede, vil vi gerne have et hurtigt fix, så vi gør det, vi plejer,” forklarer Freja Filine Petersen.
Egenomsorg er derfor ikke “selvforkælelse”, men en forudsætning for kvalitet: Det relationelle arbejde står og falder med medarbejderens reguleringsevne og overskud samt med beskyttelse mod langvarig overbelastning.
Pauser, der lader op (og dem, der ikke gør)
Freja Filine Petersen skelner mellem ”rigtig” pauser og de små justeringer, som er mulige at lave løbende.
Hun anbefaler, at en “rigtig” pause begynder med et spørgsmål: Hvad har jeg brug for nu? Behovet kan skifte med dagens belastninger og hænger sammen med mange ting for eksempel også, hvordan din nattesøvn har været. Nogle gange er kollegasnak guld, andre gange er ro, frisk luft eller bevægelse det rigtige,” siger hun og tilføjer:
“Det at sidde og kigge ned i telefonen kan føles hyggeligt, men det er ikke nødvendigvis en god pause. De mange indtryk holder hjernen i gang, og den har brug for færre indtryk.”
Guidet meditation kan for mange give hjernen ro i pausen:
“Der ser ud til at ske nogle af de samme restitutionsprocesser som i søvn. Appen Åben og Rolig er gratis for alle og rummer guidede øvelser i forskellige længder og temaer. Man må gerne kede sig, blive irriteret eller have tankemylder i en meditation. Det er stadig en meditation, som er gavnlig,” siger Freja Filine Petersen.
En god pause er kendetegnet ved, at hjernen får færre og andre indtryk. Her kan det være en hjælp at tune ind på kroppen og undersøge for eksempel sin puls, tørst, sult, energiniveau, og kropslige symptomer som anspændthed og så mærke efter hvad der kunne lade dig lidt op igen, så du kan vende tilbage med en anelse mere lethed og energi end før.
Samtidig kan en pause, hvor vi retter opmærksomheden mod os selv en gang imellem hjælpe med, at vi bliver bedre til at handle mere i overensstemmelse med os selv, og det vi mærker.
”Hvis vi ikke er i kontakt med os selv, er det sværere at mærke, hvad vi har behov for, og derfor kommer vi nogle gange til at gå for langt. Sagt med andre ord når vi er i kontakt med os selv, kan vi også bedre mærke, når vi har behov for at sige fra, eller bede om hjælp når noget bliver for meget,” siger Freja Filine Petersen.
Pause når du ikke kan forlade rummet
Der er dage, hvor du ikke kan forlade rummet for at holde en pause. Netop dér kan en mikropause på stedet gøre en forskel, lyder rådet fra Freja Filine Petersen.
”Sænk anstrengelsen med et par procent: Skuldrene ned, lyt uden at spænde, og undersøg, om tempoet kan dæmpes i én enkel bevægelse. Giv samtidig dig selv en venlig indstilling: Det er okay at have brug for en pause, også når den ikke er mulig lige nu. Accepten fjerner ikke kravet, men den fjerner den ekstra selvkritik.”
Freja Filine Petersen fremhæver, hvordan små konkrete justeringer kan gøre en forskel.
”Lyt til kroppens signaler. Er ryggen træt, så sæt dig op ad en væg. De mikroskopiske greb er måske usynlige, men over tid akkumulerer de til markant mere nærvær og arbejdsglæde.”
Mikropauser i praksis: Bittesmå greb, der virker
I et længere praksislaboratorium med dagtilbudspædagoger som led i Freja Filine Petersens ph.d. undersøgte hun effekten af professionel egenomsorg. Det viste sig, at effekten kom af meget små handlinger gentaget i hverdagen:
“Det sker i aktionen. I garderoben, ved puslespillet, når lågen skal lukkes. Et øjebliks fokus på åndedrættet eller fødderne i gulvet giver kontakt til os selv, og derfra handler vi mere i tråd med vores pædagogiske værdier, end når vi er på autopilot,” siger Freja Filine Petersen.
I forskningsforsøget arbejdede det pædagogiske personale i halvandet år med at afprøve og forfine egenomsorg i hverdagen. Konklusionen var klar: Bittesmå greb igen og igen bygger arbejdsglæde robusthed.
“Nogle gik fra at græde i bilen over ikke at slå til, til at opleve større overskud, glæde og fleksibilitet på arbejdet. Flere beskrev, at børnene også hurtigt mærkede forandringen,” siger Freja Filine Petersen.
En god ledelse har omtanke for pauser
En bæredygtig pausekultur kræver både rammer og forbilleder. Ledelsen skal tydeligt bakke op og italesætte, at pauser er arbejdstid og en del af kvaliteten i kerneopgaven. Fysiske rammer betyder også noget: Et pauserum med glasvæg ind til børnenes område opleves ikke som “væk”. Overvej et lille stillelokale eller muligheden for ti minutters udeluft med telefon på sig. Endelig hjælper klare teamaftaler i hverdagen, daglige statustjek og diskrete signaler for eksempel et blik eller et “jeg går lige på toilettet”, der giver plads til et minuts afkobling uden forklaring.
Andre mennesker, inklusive børn, aflæser ikke kun ord, de mærker kropssprog, tonefald og mimik. Når den professionelle regulerer sig ned, smitter roen.
“Jo mere vi hjælper os selv til at blive opmærksomme på, at vi er ubalance desto, desto mere hjælper vi også dem, som vi yder omsorg for” siger Freja Filine Petersen.