Ny undersøgelse: Kun én ud af ti børnehaver leverer god kvalitet
"Pædagogisk kvalitet kræver ordentlige rammer – ikke mirakler fra personalet," siger Kirsten Gunvor Løth, forkvinde for LFS.
Af: Agnete Solvej Christiansen
Der er store forskelle i kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø i danske børnehaver. Kun én ud af ti institutioner bliver vurderet til at have høj kvalitet, mens næsten hver tredje vurderes som utilstrækkelig.
Det dokumenterer en ny national undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og VIVE (Det Nationale Forsknings – og Analysecenter for Velfærd) har gennemført på vegne af Børne – og Undervisningsministeriet.
Ikke overraskende resultater
For LFS er budskabet klart: Kvalitet i dagtilbud handler både om pædagogernes faglighed og engagement – og om de rammer, de skal udfolde det i. Når vilkårene er for pressede, bliver det svært at give børnene den nærværende og udviklende hverdag, som alle ønsker.
"Vores medlemmer har længe fortalt om, hvordan de dagligt kæmper for at skabe kvalitet for børnene – med alt for få ressourcer og alt for lidt tid til de opgaver, der er. Så undersøgelsens resultater er stærkt bekymrende, men desværre ikke overraskende. Det kan ikke være op til den enkelte pædagogiske medarbejder at kompensere for et systemisk svigt. Her har både kommunerne og Christiansborg et ansvar, ” siger Kirsten Gunvor Løth, forkvinde for LFS.
Kvalitet kræver tid, faglighed og nærvær
Undersøgelsen viser, hvordan børn i nogle børnehaver bliver mødt med omsorg og tydelig voksenopmærksomhed, mens andre møder en hverdag præget af distance og mangel på nærvær.
Undersøgelsen omfatter 185 stuer i 100 daginstitutioner fordelt på 12 kommuner og er repræsentativ. 9 procent af børnehaverne vurderes til at have høj kvalitet. 63 procent vurderes til at have en ’tilstrækkelig’ kvalitet 28 procent vurderes til at have en ’utilstrækkelig’ kvalitet. Kvaliteten varierer især i kontakten mellem voksen og barn og i den pædagogiske tilrettelæggelse.
Ifølge LFS er det ikke udtryk for faglig uvilje – men for, at hverdagen mange steder er skåret så stramt, at det pædagogiske rum forsvinder.
"Vi ved, hvad der skal til for at skabe god kvalitet: Nærvær, tid til relationer, faglig refleksion og stabile voksenkontakter. Men det kræver, at der er tid og plads til det. I stedet oplever både ledere og medarbejdere, at de løber stærkere end nogensinde – og det går ud over både børn og medarbejdere."
Politikernes ansvar
LFS opfordrer både lokalpolitikere og regeringen til at tage undersøgelsens resultater alvorligt.
"Undersøgelsen viser med al tydelighed, at vi ikke kan tale om høj kvalitet i dagtilbud, uden at tale om ressourcer. Derfor må de kommende økonomiforhandlinger mellem KL og regeringen tage børnehaverne alvorligt. Kommunerne skal have midler til at sikre ordentlige normeringer og arbejdsvilkår – ikke bare fine ord i aftaletekster. Nu har vi dokumentationen. Nu skal der handles," siger Kirsten Gunvor Løth.