Sådan hjælper du børn med at få en ven
En ny undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at langt de fleste børnehavebørn oplever, at de har gode legefællesskaber – men en mindre gruppe børn står udenfor. Psykolog Malene Angelo giver fem gode råd til at styrke indsatsen overfor de børn, der står udenfor legefællesskaberne.
Af: Agnete Solvej Christiansen
Venskaber er afgørende for børns trivsel og udvikling. En ny undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at langt de fleste børnehavebørn oplever, at de har gode legefællesskaber – men en mindre gruppe børn står udenfor. De bliver ikke valgt til. Og ofte opdager de voksne det ikke.
Psykolog Malene Angelo, som arbejder i Børns Vilkår, giver her fem konkrete råd til, hvordan pædagogisk personale kan styrke børns mulighed for at få venner og blive en del af fællesskabet.
1. Hold øje med dem, der står udenfor
Nogle børn ser ud til at være med i legen, men hvis man kigger nærmere efter, bliver de måske ignoreret af de andre. Malene Angelo beskriver det som børn, der er på ”tålt ophold” i legen – de får ikke lov til at præge den eller vælge deres egen rolle.
Der er også børn, som virker forstyrrende på fællesskabet og bliver afvist af de andre. De har også brug for hjælp:
”De børn skal støttes i, hvordan de kan være med på en måde, som opleves positiv af de andre. Alle børn har brug for at opleve, at de er velkomne,” siger Malene Angelo.
2. Skab små, overskuelige grupper
Små, overskuelige grupper styrker muligheden for, at alle børn bliver set. Når pædagoger organiserer dagen i mindre grupper, kan de bedre opfange signaler og hjælpe børn, der ellers glider ud af fællesskabet.
”Du kan nemmere få øje på det barn, som ellers ikke bliver inviteret med. Du kan også hurtigere dæmme op for konflikter og hjælpe et barn i en udsat position med at finde sin rolle i legen,” siger hun.
3. Gå tættere på barnet – og dets interesser
Voksne kan støtte børn i at finde deres plads i fællesskabet ved at vise oprigtig interesse for barnets initiativer og tage udgangspunkt i barnets liv.
”Måske ved du, at Albas far er pilot. Så kan du bringe det ind i samtalen: "Er det din far, der flyver deroppe, Alba?" Det hjælper andre børn med at få øje på, hvem Alba er, og hvad hun bringer med sig.”
Leg, samtaler og aktiviteter kan tage udgangspunkt i det enkelte barn, for det skaber relationer.
4. Deltag i legen
Undersøgelsen viser, at børn elsker, når voksne leger med. Voksnes tilstedeværelse kan udligne hierarkier og gøre fællesskabet mere åbent.
”Når en voksen er med, oplever flere børn, at de er velkomne. Det giver børn, der normalt ikke bestemmer i legen, en chance for at få en ny rolle,” siger Malene Angelo.
5. Arbejd systematisk med viden om børnenes venskaber
Det er vigtigt at forholde sig aktivt til børns sociale positioner – både i det daglige og systematisk.
”Man kan spørge børnene løbende, hvem de leger med. Og tage det op på stuemøder: Hvem leger med hvem? Hvem bliver ikke valgt til? Det hjælper med at få øje på de børn, der glider under radaren,” siger hun.
Selvom næsten alle børn i undersøgelsen siger, at de har venner, kan nogle af dem reelt stå alene udenfor legefællesskaberne – og med begrænset mulighed for at udvikle sig.
”Det er vigtigt for børns trivsel her og nu – men også for deres udvikling. Gennem leg prøver børn roller af, lærer at samarbejde og bliver en del af et fællesskab. Det er erfaringer, de tager med sig videre i livet,” siger Malene Angelo.