Kirsten Gunvor Løths 1. maj tale 2025

De seneste to år har jeg i min 1. maj-tale insisteret på håbet. På lyset. På fællesskabet. Men i går talte jeg med min ven og næstformand. Om det, der er svært at indrømme. Om at have mistet gejsten. Om at blive kortvarigt indigneret, men give op, næsten før man er kommet i gang. Om at tænke: Det er lige meget. Vi får dem jo ikke med. Og om den modsigelse, vi kender alt for godt i fagbevægelsen:

At vi kæmper for at mindske ulighed – samtidig med, at vi vedligeholder aftaler, der øger den.

At vi – midt i vores egen kamp – også indgår i et system, der omfordeler til dem, der har mest.

At vi accepterer præmissen om at kagen skal være større for alle kan få. 

Det tærer. Det trætter. Så hvad gør en klog, når man har det som Svantes sorte vise:

Jeg er træt af min håndskrift og min stemme
Og min hjerne er belagt med bly
Det ville være rart om man kunne glemme
Hvem man er og blive født på ny 
Befriet for selvhad og en lille smule selvglad

Hvad gør man, når hele verden er af lave? Når indignationen er kortvarig og mismodet tager over? Når man kan se flere problemer end løsninger? Kan man flette en hat af håb og synge, at 

Blomsterne blomstrer op. Der går en edderkop. Fuglene flyver i flok, når de er mange nok. Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar

Jeg ved det ikke.
Lige nu ved jeg det faktisk ikke. Men det var rart at snakke med en ven i går. En ven, der havde det på samme måde. Og måske har I det også sådan en gang imellem. Måske har I også brug for den ven, når det hele ser mørkt ud. Og måske skal vi tænke, at fagbevægelsen skal være den ven. Ikke bare medlemmernes ven, men også kommende generationers ven. 
Så nu siger jeg det som det er: I dag og nok også en anden dag, har jeg brug for jeres hjælp. Jeg har brug for, at I vennerne, der siger til mig og andre med blybelagte hjerner:

Selvfølgelig er der håb. 
Selvfølgelig kan vi skabe forandring.
Selvfølgelig kan vi sikre, at kommende generationer kan gå på pension før de er 70. 
Selvfølgelig kan vi skabe et samfund, hvor man får hjælp, når man har brug for det. Og så længe man har brug for det. 
Selvfølgelig kan vi skabe et arbejdsmarked, hvor vi arbejder mindre og har det storartet. 
Selvfølgelig kan vi stoppe krig og apartheid.

Jeg har brug for det fællesskab, som minder mig om, at jeg ikke står alene.
At blive mindet om, når jeg mister modet kortvarigt – at vi kan låne hinandens kampgejst, vrede og vilje.
At fagbevægelsen ikke bare er en organisation, men en ven.
En ven, der holder én oppe, når man selv er ved at synke.
En ven, der siger: Du er ikke alene. Du skal ikke kæmpe alene. Vi bærer hinanden, og vi skubber på sammen. 

For hvis vores børn og børnebørn skal arve en verden med større lighed, mere tryghed og ægte frihed – så kræver det ikke, at vi er stærke hele tiden. Det kræver bare, at vi ikke giver op på hinanden. Så lad os være hinandens håb. Hinandens indignation. Hinandens edderkop og kaffekop. Og når det hele virker tungt, så husk: Fuglene flyver i flok, når de er mange nok.

Glædelig 1. maj!