Det værste er at se borgernes blik, når det går op for dem, at vi ikke kan hjælpe

Af: Agnete Solvej Christiansen

Den nye kontanthjælpsreform er knap trådt i kraft, før konsekvenserne mærkes hos dem, der står tættest på nogle af landets mest udsatte borgere. Støttekontaktpersonerne Lene Sørensen og Anne Burlund Christensen, der arbejder efter servicelovens § 99 med socialt udsatte i egen bolig, oplever en virkelighed, hvor økonomi nu presser mennesker ud over kanten og gør det pædagogiske arbejde nærmest umuligt.

”Vi kan ikke hjælpe dem længere”

Allerede den første måned efter reformen har Lene Sørensen og Anne Burlund Christensen haft to henvendelser om borgere, som de aldrig tidligere har mødt, men som nu dukker op, fordi de er endt på den laveste sats efter den nye kontanthjælpsreform.

”De får en ydelse, der er lavere end deres husleje. Der er ingen penge til mad, ingen penge til regninger, ingen penge til noget,” siger hun.

I ét tilfælde havde borgeren fået lukket for internettet, et nødvendigt værktøj til at være i kontakt med jobcenteret og det offentlige. I begge tilfælde måtte  låne penge for blot at betale huslejen. En af dem sagde direkte, at han ikke længere ønskede at leve.

”Han følte sig til besvær for sin datter, der var trådt til. Han havde intet at spise,” fortæller Lene Sørensen.

Billigere boliger? ”Den mulighed findes ikke”

Begge understreger, at det ikke er realistisk at finde billigere boliger til målgruppen.

”Den mulighed er ikke eksisterende,” siger Anne Burlund Christensen.

Deres borgere bor typisk i de billigste lejemål, der findes – ofte efter lange forløb, hvor pædagogiske indsatser har hjulpet dem fra gaden og ind i egen bolig. Netop derfor rammer reformen ekstra hårdt: Den skubber mennesker tilbage til hjemløshed, ikke på grund af adfærd, men økonomi.

Kontanthjælpsreformen har fået flere organisationer til at råbe op. Og for nyligt afsatte regeringen 15 millioner kroner, da regeringen anerkendte, at kontanthjælpsreformen leder folk i hjemløshed. Pengene er derfor afsat til midlertidig boligstøtte. 

Pengene imponerer dog ikke Anne Burlund Christensen og Lene Sørensen, som hver uge møder nogle af de mest udsatte borgere.

”15 millioner er selvfølgelig en start, men det er godt nok et meget lille skridt på vejen mod et meget stort problem,” siger Anne Burlund Christensen.

Normalt er Lene Sørensen og Anne Burlund Christensen vant til at finde løsninger, koordinere støtte, skabe struktur og motivation i borgernes liv. Men nu står de uden handlemuligheder.

”Normalt kender vi jo vejen til hjælp, men med den nye kontanthjælpsreform er der ingenting at gøre. Det er enormt frustrerende,” siger Anne Burlund Christensen.

Når borgere kontakter dem for hjælp, er beskeden fra systemet kort:
”Find et arbejde, eller udlej et værelse.”

Men for borgere med sindslidelser, misbrug og massiv social udsathed fremstår det som ren absurditet.

”De har måske været uden for arbejdsmarkedet i 15 år. At udleje et værelse er heller ikke realistisk, det er krævende både for dem og for den, der flytter ind,” siger Lene Sørensen.

Afmagt og ny kampgejst

Når borgere mister deres bolig, er det støtte og kontaktpersonernes opgave at skaffe herbergspladser.

”En herbergsplads koster flere tusinde kroner om dagen. Det er virkelig en dyr løsning for samfundet,” siger Anne Burlund Christensen.

De oplever, at kolleger på hjemløseområdet må fjerne boligindstillede borgere fra ventelisten til bolig, fordi de ikke længere kan godkendes økonomisk til de lejemål, der er i kommunen.

Selvom reformen har sat dem skakmat, har den også sat noget i gang. Lene Sørensen har skrevet spørgsmål til Folketinget, og Anne Burlund Christensen lagde for nyligt sin madpakke hos en borger, som formentlig ikke havde spist i dagevis. Det er ikke almindelig praksis, men situationen er heller ikke almindelig.

”Vi står i en virkelighed, hvor vores faglighed ikke længere rækker. Uanset hvor dygtige vi er, har vi ingen handlemuligheder,” siger Lene Sørensen.

Begge har erfaringer med tidligere reformer – men ingen, der har haft så direkte og alvorlige konsekvenser for borgernes grundlæggende livsvilkår.

”Det værste er at se borgernes blik, når det går op for dem, at der ikke er noget, vi kan gøre. De tror næsten ikke på det,” siger Lene Sørensen og tilføjer:

”Kontanthjælpsreformen har ikke blot økonomiske konsekvenser. Den ændrer det pædagogiske arbejde fra at handle om støtte, udvikling og relationer til akuthjælp, brandslukning og krisehåndtering.

For mange LFS’ere er det en virkelighed, der kalder på politisk handling.”