De inviterer ikke til julearrangementer: Det er hverken børnenes eller borgernes behov

”Det er vigtigt at spørge, om vi inviterer til julehygge og juleklip, fordi vi plejer, eller fordi det giver mening,” siger pædagog Emily Macdonald om baggrunden for vuggestuen Rosas beslutning om at droppe årets jule-forældrearrangement. Også botilbuddet Chr.X's Allé har besluttet sig for at undlade julearrangementer af hensyn til både borgere, pårørende og personale.

Af: Amalie Kønigsfeldt

I december 2024 forberedte vuggestuen i den integrerede institution Rosa på Amager sig på den årlige, traditionsrige klippeklistredag. Her blev forældrene inviteret til krea-hygge og æbleskiver på stuen i forbindelse med afhentning, som i så mange andre daginstitutioner.

Men eftermiddagen blev for mange af de små børn knap så hyggelig som tiltænkt. For efter en hel dag i vuggestue i en tid med mange nye indtryk, trængte de fleste nok mest til bare at komme hjem.

Det viste den efterfølgende evaluering i hvert fald, og det har fået Daginstitutionen Rosa til at tænke nyt.

På et fagligt møde i vuggestuen blev det drøftet, hvad essensen af jul og traditioner er for dem, og hvordan det skulle markers i år.

”Der kom vi frem til, at vi i stedet ville tænke i et alternativ til klippeklistredagen. For hvis behov var det egentlig? Det var ikke børnenes behov, kunne vi se i vores evalueringer,” siger Sandra Kulmbach, der er leder i børnehuset Rosa på Amager.

Traditionsmappe sikrer evaluering

Husets personale har sat deres evaluering af temaer og projekter i system i en såkaldt ”traditionsmappe”, hvor de i både billeder og ord kan se, hvordan de gjorde sidst, og ikke mindst, hvad der virkede, og hvad der skulle justeres. Og det var denne mappe, der gav anledning til drøftelsen af institutionens juletraditioner på mødet og mindede dem om, hvordan det var forløbet de foregående år.

”Det er vigtigt, at vi gør ting, ikke fordi vi plejer, men fordi det giver mening for børnene,” siger Emily Macdonald, der er pædagog i vuggestuen.

Både hun og lederen Sandra Kulmbach har arbejdet i Rosa i fire år, og da de kom til, var traditionen med klippeklistredagen etableret.

På mødet blev personalet hurtigt enige om, at fravalget af et julearrangement ikke skulle være en nedskæring i antallet af forældrearrangementer. I stedet planlægger institutionen en lysfest i det nye år, hvor kalenderen er knap så presset, og hvor der er færre nye indtryk for de mindste.

Botilbud vælger også julearrangementer fra

På det socialpædagogiske botilbud Chr.X's Allé har personalet på G-stuen også besluttet sig for at undlade julearrangementer.

Her blev personalet hurtigt enige om, at der sker så meget i december i forvejen - både for beboerne, som alle har udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret, men også for personalet, især dem med små børn.

”Mange af vores beboere skal også hjem til deres familier på weekend i løbet af december, og lige pludselig var der bare ikke plads i kalenderen. Og så var det, at der var en der sagde: ’skal vi ikke holde noget roligt i januar i stedet, hvor der er mere overskud?’,” fortæller Sofia Nørgaard, der er omsorgshjælper og TR på Chr.X’s Allé.

Ifølge Sofia Nørgaard gik det meget let med at blive enige om, at det var en god idé. Og det tyder på, at det ikke kun er personalet, der er glad for beslutningen.

”Der er faktisk kun én familie, der har spurgt ind til det med julearrangementer, og da vi sagde, at vi havde valgt først at holde noget i januar, sagde den pårørende: ’ej, hvor dejligt’,” siger Sofia Nørgaard.

Og det er bestemt en erfaring, de vil tage med i overvejelserne fremover, siger hun.

Reaktioner fra forældre

I daginstitutionen Rosa har beslutningen om at udskyde forældrearrangementet netop været oppe og vende i forældrerådet.

”Nogle syntes, det var ærgerligt, men kunne godt forstå hensynet til børnene. Andre gav udtryk for, at det var en lettelse, fordi de måske allerede havde en masse andre julearrangementer på skolen osv., hvis de har flere børn,” fortæller leder Sandra Kulmbach.

Derudover har de ikke fået reaktioner endnu.

”Det er en måned, hvor der i forvejen er mange nye indtryk for små børn, og hvor der måske også sker meget i deres weekender. Børnenes behov skal vægtes højest, og det vurderer vi, at vi har gjort ved at rykke arrangementet til et andet tidspunkt,” slår Emily Macdonald fast.

Vuggestuen i Rosa rummer de helt små på op til 2 ½ år, inden de skal i mellemgruppe, så mange af børnene har måske kun oplevet én jul før, hvor de var helt spæde, tilføjer hun.

”Så rigtig meget er nyt for dem i december,” siger hun.

Børnehaven har fulgt trop

Det er dog ikke kun de mindste, der er hårdt spændt for i julemåneden. I den integrerede institutions børnehaveafdeling oplevede personalet også mange trætte børn, der egentlig helst ville hjem, og derfor har børnehaven valgt at følge trop og droppe klippeklistredagen til fordel for en lysfest i det nye år. Særligt også, fordi børnehaven i forvejen har et Lucia-arrangement, hvor forældrene er inviteret, fortæller Sandra Kulmbach.

Selvom hverken vuggestuen Rosa eller Chr.X’s Allés Hus G holder et julearrangement for pårørende i år, bliver der dog julet igennem for fuld skrue. 

”Vi laver bagedag og klippeklistredag med beboerne. Der er gået konkurrence i at lave guirlander, som er en god aktivitet, hvor alle kan være med. Vi har også et aktivitetshus, hvor beboerne kan lave juledekorationer og en masse andet. Så de bliver i hvert fald ikke snydt for jul,” siger Sofia Nørgaard.

Der er også masser af jul på programmet i Børnehuset Rosa.

”De små ser de kommende skolebørn gå Lucia, vi får risengrød hver mandag, der bliver holdt julefrokost for børnene og meget mere,” slutter Emily Macdonald og Sandra Kulmbach.