Flere fondspenge til daginstitutionsområdet udgør dilemma: Kan være tveægget sværd

Af: Amalie Kønigsfeldt

Det er ikke nyt, at fonde donerer penge til daginstitutionsområdet. Men hvor der tidligere har været tale om relativt beskedne beløb, er nogle af landets største fonde begyndt at gå ind på området med milliondonationer. Og den udvikling vil kun tage til, spår Lucas Cone, der forsker i forholdet mellem pædagogik og politik på Københavns Universitet.

 ”Der har gennem de senere år været en række store satsninger i folkeskolen, hvor store, erhvervsdrivende fonde ønsker at fremme bestemte agendaer. Den bevægelse er der tydelige indikationer på, at vi også kommer til at se på daginstitutionsområdet,” siger Lucas Cone. 

Som et eksempel på den udvikling nævner han blandt andet Lego Fonden, som netop har doneret 100 millioner kroner til kompetenceudvikling for medarbejdere og ledere i dagtilbud i 16 kommuner.

Et andet eksempel er det nye forskningscenter ’Center for Bedre Børneliv’ på Københavns Professionshøjskole, der er etableret med støtte fra Novo Nordisk Fonden, Lego Fonden og TrygFonden, der til sammen har bevilget 250 millioner kroner.

”Der er en forskel i skala. Nu begynder vi at se store satsninger og ret omfangsrige projekter, hvor fondene gerne vil arbejde strategisk og registrere værdien af det arbejde, der allerede bliver lavet rundt omring på dagtilbudsområdet,” siger Lucas Cone.

Støtter ikke drift

Selvom flere penge til dagtilbudsområdet kan lyde som regn på et tørt sted, er der dog ikke tale om flere penge til den daglige drift.

”Det, man har brug for ude i institutionerne, er nok ikke flere ord og strategier, men rammerne til at realisere dét, man er sat i verden for. Men det er ikke fondenes opgave at sikre bedre normeringer, lønforhold og arbejdsvilkår. Også selvom det ofte er de grundlæggende driftsmidler, der skriges på,” siger han og slår fast:

”Det er i sidste ende et politisk ansvar at sikre, at dagtilbudsområdets finansiering faktisk passer med de opgaver og krav, der er til institutionerne. Private fonde skal ikke være bærende økonomiske søjler i velfærdsstatens infrastruktur.”

I den bedste af alle verdener, burde fondenes donationer være en slags glasur på kagen - altså noget, der forsøder tilværelsen i daginstitutionerne, og noget man kan vælge til, mener Lucas Cone.

Men i en virkelighed, hvor mange institutioner kæmper med at få det til at hænge sammen økonomisk, har han en bekymring.

Fordele og ulemper

”Jeg kan frygte, at ledere måske vil føle sig presset til at søge fondsmidler for at være med på bølgen og få del i pengene. Men måske kan det ende som en ekstra byrde, hvis det fører mere dokumentation og afrapportering med sig,” siger han.

Omvendt mener han også, at udviklingen kan være en god ting for det pædagogiske felt.

”Fondenes store donationer er med til at bekræfte det pædagogisk personale i, at det er et vigtigt område at prioritere. Det kan også være klogt og godt at tænke langsigtet, som fondene prøver, og ikke kun tænke i lappeløsninger,” siger Lucas Cone.

Han fremhæver også, at nogle fonde måske inviterer det pædagogiske personale på konferencer, som kan føles ”uvant lækre” og som kan være et trækplaster, der kan gøre bestemte arbejdspladser attraktive.

Men faren er, at det kan skabe en ulighed, hvis nogle institutioner eller kommuner har bedre muligheder end andre, mener han.

”Det kan blive problematisk, hvis de, der har knækket koden til den gode fondsansøgning, får mere end andre i stedet for, at der er truffet et politisk og demokratisk valg om, hvem pengene skal gavne,” siger Lucas Cone.