Pædagog: Vælg mellem seniorbonus og seniordage inden 1. oktober
Er du pædagog, og er du 58 eller derover, skal du give din arbejdsgiver besked senest 1. oktober, hvis du vil have seniorfridage i stedet for seniorbonus.
Der blev aftalt nye regler for seniordage ved sidste års trepartsforhandlinger. Fra 1. januar 2025 erstattes seniorfridagene af en seniorbonus, medmindre man giver sin arbejdsgiver besked om det modsatte senest 1. oktober 2024.
Man skal sende en skriftlig besked om sit ønske om at bevare sine seniordage.
Hvis man ikke giver besked, bliver den nye seniorbonus udbetalt sammen med lønnen for januar 2026. Hvis man forlader sit job i løbet af 2025, får man pengene, når man fratræder.
Reglerne gælder for pædagoger, der er 58 år eller mere, som fylder 58 år inden årsskiftet 2024/2025, eller som fylder 58 år i løbet af 2025. De gælder dog ikke for ledere.
Seniorbonus udgør for månedslønnede pædagoger:
• 0,94 pct. af medarbejderens sædvanlige løn i det kalenderår vedkommende fylder 58 år
• 1,41 pct. af medarbejderens sædvanlige løn i det kalenderår vedkommende fylder 59 år
• 1,88 pct. af medarbejderens sædvanlige løn fra det kalenderår vedkommende fylder 60.
Der er et tredje alternativ til at afholde seniordage eller få udbetalt seniorbonus: Man kan vælge, at seniorbonussen indbetales som et løbende ekstraordinært pensionsbidrag.
Man kan også vælge en kombination, hvor man holder enkelte af sine seniordage som fridage og får de resterende udbetalt som bonus.
Man træffer kun sit valg for ét år ad gangen.
De nye regler, som blev aftalt ved trepartsforhandlingerne, betyder, at man i fremtiden først opnår ret til seniorbonus eller seniordage, 10 år før man kan gå på folkepension.