Apati er ikke virkeligt: Grundkursus i organisering

Nej, dine kollegaer er ikke ligeglade. LFS udbyder grundkursus i organisering, hvor du lærer, hvordan du på en systematisk måde kan vende apatien til fællesskab og aktivisme.

Vil du aktivere dine kollegaer til handling, er noget af det første, du har brug for at indse, at de ikke er ligeglade. De er ikke opfyldt af apati. Det kan virke sådan. Men grav lidt dybere, og du vil se, at det aldrig er rigtigt.

Alle bekymrer sig om noget på arbejdet. Stort set alle bekymrer sig om deres løn, for eksempel. Alle vil gerne respekteres. Ingen er ligeglade med, om deres arbejdstid ødelægger familielivet. Det er umuligt ikke at bekymre sig.

Det er ikke apati – men hvad er det?

Det er mere sandsynligt, at folk er bange eller føler sig for magtesløse til, at de vil prøve at gøre noget. De siger måske, at alt er fint, fordi de ikke tror på, at det kan ændre sig, eller de kan ikke forestille sig, det kan være anderledes, eller de tror, at de problemer, som de bekymrer sig om, ikke er et “fagforeningsspørgsmål”.

Du lærer på grundkursus i organisering, hvordan du kan vende den tilsyneladende apati til fællesskab og aktivisme. 

Grundkurset byder på en samling af værktøjer, der via inddragelse og kollektive handlinger opbygger stærke arbejdsfællesskaber og giver brugerne magt på deres arbejdsplads, i deres fagforening og i samfundet generelt. Det er en systematisk metode til at få sine kollegaer til at slippe apatien og aktivere dem til handling. Metoden har vundet store kollektive sejre i USA, hvor fagforeninger har anderledes trange kår. 

Værktøjerne stammer fra bogen 'En Succesfuld Organisators Hemmeligheder', som Enhedslistens faglige organisator Jakob Mathiassen har oversat og tilpasset bogen til dansk. Det er også ham, der underviser.

Det praktiske 

Kurset foregår den 19. august mellem klokken 17.00 og 19.00 i kantinen i LFS, Rosenvængets Allé 16, 2100 København Ø.

Vi byder på et let måltid og noget at drikke til. Derfor vil vi gerne have, at du tilmelder dig herunder. 

Spørgsmål til kurset rettes til områdeformand Martin Kragballe på mkar@foa.dk eller 30 94 81 32.