Vær opmærksom på senfølger

Husk altid at anmelde arbejdsskader!

Hvis du er blevet smittet med coronavirus på dit arbejde, bør det anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som en mulig arbejdsskade. Du skal enten bede den læge, der behandler dig, om at anmelde sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, bede din arbejdsgiver om at anmelde sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller selv gå ind på AES.dk og udfylde en anmeldelsesblanket.

Hvis sagen anerkendes som en arbejdsskade, vil du kunne få godtgørelse eller erstatning, hvis du får varige følger eller får udgifter til behandling. Det er på den seneste kommet frem, at tidligere coronasmittede oplever senfølger. Vi opfordrer derfor til at være meget opmærksom på at få coronasygdom anmeldt.

Din FOA-afdeling kan hjælpe med behandlingen af din arbejdsskadesag. Beskæftigelsesministeriet har 22. april 2020 offentliggjort en vejledning som beskriver, hvornår corona skal anerkendes som en arbejdsskade.

Det fremgår af vejledningen, at en person kan få anerkendt corona som en arbejdsskade, hvis det kan sandsynliggøres, at vedkommende har været udsat for en konkret smitte i forbindelse med arbejdet og efterfølgende er blevet syg, eller hvis vedkommende har været udsat for risiko for smitte over en periode i forbindelse med sit arbejde og efterfølgende er blevet syg.