Birthe gik fra slagterfaget til dagplejen

Af: Inge-Marie Krøier

Et varmt køkken, stærke bånd og en snedig treårig
Vi sidder i køkkenet hos dagplejer Birthe Flyger Bach i Nibe. Der dufter af kaffe, nybagte boller, og ved bordet sidder Vera – en selvstændig treårig med smidt ble og en stærk vilje. Hun forsøger på snedig vis at få sin farmor med hjem ved at hente hendes sko. Og farmor er ingen ringere end Anita Knudsen, tidligere dagplejepædagog og stedfortrædende leder i Nibe Kommune. Og det var netop Anita, der i sin tid ansatte Birthe.

“Jeg kendte Birthe nede fra slagteren i brugsen,” fortæller Anita med et smil. “Hun havde empati, varme og en måde at være på, som jeg vidste ville gøre hende til en fantastisk dagplejer.”

Fra butiksslagter til dagplejer
Historien er næsten for god til at være sand: Kommunen stod og manglede en dagplejer akut. Anita, som midlertidig leder, tænkte straks på Birthe, der dengang var butiksslagter og småbørnsmor.

“Jeg blev kaldt ind på fridage, og det fungerede ikke med små børn,” fortæller Birthe. “Så da Anita ringede, var jeg ikke helt afvisende.”

Efter et par samtaler sagde Birthe ja. Hun blev ansat en torsdag og startede mandag. Det var i 1997. I dag – 27 år senere – er hun stadig i gang.

En ildsjæl i børnehøjde
Birthe er naturdagplejer, tidligere tillidsrepræsentantsuppleant og en af kræfterne bag det traditionsrige juletræ på torvet i Nibe. I december 2025 deltog 130 voksne, 60 børn og 13 dagplejere.

“Vi har et stærkt sammenhold,” siger Birthe. “Alle kender alle, og vi bakker hinanden op. Det er det, der holder os kørende.”

Læs artiklen: Dagplejens juletræ i Nibe

Fra 69 til 15 – og hvad så?
I 1997 var der 69 dagplejere i Nibe. I dag er der 15 – heraf 13 i selve byen. Vuggestuerne er kommet til, og dagplejen er under pres.

“Jeg er bange for, at der slet ikke er dagpleje om ti år,” siger Anita. “Dagplejerne må ikke længere have fem børn, og det gør det svært at få det til at hænge sammen for forældrene og så vælger de vuggestuen.”

Mere kontrol – mindre tid?
Birthe oplever, at kravene til dokumentation og observation er vokset markant.

Hun fortæller om et tilsyn, hvor hun blev overrasket:
”Jeg havde besøg af en tilsynsførende, som jeg ikke kendte. Midt i situationen stod jeg med et barn på puslebordet og skulle skifte en fyldt ble. Barnet var nysgerrigt og ville stikke fingrene ned i bleen, så jeg sagde: ‘Nej, du skal ikke stikke fingrene derned.’”

Det blev noteret af tilsynet, og senere fik Birthe at vide, at hun ikke må sige ”nej” i sådan en situation.

Birthe undrer sig: ”Det føles kunstigt. Jeg ved, at mange af mine kolleger har det på samme måde. De bryder ikke sammen, men de føler sig ramt på deres faglighed.”

Det nære og det store
Birthe undrer sig over, at alt skal være så stort.

“Der er kommet en skole i Aalborg med 1000 børn, 200 i børnehave og 60 i vuggestue. Det er voldsomt. Det er ikke den samme voksne, der siger godmorgen og farvel. Jeg tror ikke, det er godt for alle børn.”

En kærlighedserklæring til faget
Trods udviklingen er Birthe stadig rigtig glad for sit arbejde.

“Det er et frit og meningsfuldt job. Jeg elsker det. Men jeg håber, vi får lov at bruge mere tid på børnene og mindre på papirarbejde. Må jeg mon stadig vaske op sammen med Vera? Er der tid til det nære, er der også fremover tid til roen som er det, der er unikt for dagplejen?”

En opfordring til fællesskab og forandring
Historien om Birthe og Anita er både sød og alvorlig. Den minder os om, hvad dagplejen kan – og hvad vi risikerer at miste. FOAs medlemmer ved, at det trygge, det nære og menneskelige ikke kan erstattes af systemer og skemaer. Men det kræver, at vi står sammen – og siger det højt.