Nyt fra Bodil Markmøller

Tanker og kommentarer fra Bodil Markmøller, som løbende vil blive opdateret, når Bodil har nyt at fortælle.

Januar 2024

Forkert kontingentopkrævning

Der er desværre sket det, at den kontingentopkrævning, I har fået, er forkert. På sidste års generalforsamling i Seniorklubben vedtog vi, at kontingentet til Seniorklubben skulle stige fra kr. 150,00 til 200,00 kroner om året. Men på én eller anden måde er det ikke blevet tilrettet, hvilket vi arbejder på at få på plads snarest. Når du modtager en ny opkrævning, er det ikke en fejl.

Ny ældrereform/ældrelov
I øjeblikket kommer der nogle ting frem, der skal arbejdes med i den ny ældrereform/ældrelov. Jeg er blevet inviteret til et møde den 30. januar 2024 med statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, vicestatsminister Troels Lund Poulsen og ældreminister Mette Kierkgaard. På mødet skal vi dels høre om nogle af de ting, der er et ønske fra regeringen og dels at komme med idéer til ting, der kan indarbejdes i den ny ældrereform/ældrelov.

Jeg er meget spændt på at høre, hvilke tanker der kommer frem. Det er fint, at de ældre selv kan bestemme. Men vi skal også være opmærksomme på, om det er praktisk muligt for den ældre.

En anden problemstilling er, hvis der kommer en masse nye tiltag; hvor skal penge komme fra? Jeg kan godt blive bekymret for, at kommunerne kan blive nødt til at lave besparelser på ældreområdet, hvis der ikke følger penge med fra staten.

Når jeg har været til mødet, vil jeg orientere jer om, hvilke ting, der kom på bordet.

 

December 2023

Budgetter på ældreområdet i kommunerne

Rundt om i vores kommuner er budgetterne ved at falde på plads. Det er ingen fest at blive ældre. I Herning Kommune tilføres området en del penge. Men mange af de voldsomme besparelser, der kom først på året, bliver jo desværre ikke rullet tilbage. De er nu indskrevet i kvalitetsstandarderne. Så der skal vist meget til for, at vi kan komme tilbage til den oprindelige standard.

Ikast-Brande Kommune sparer meget ind på daghjem og aktiviteter, og Ringkøbing-Skjern Kommune ser på, om et par af de små plejehjem skal lukkes.

Herning Kommune vil bygge et nyt plejehjem i Snejbjerg. Først skulle der være 64 pladser. Men der er kommet 16 ekstra pladser på tegningen med mulighed for yderligere udvidelse. Det er klogt at fremtidssikre, da alle tal viser, at der bliver flere og flere ældre de kommende år. Der går bare lidt længere tid, inden vi skal have hjælp. Men når vi bliver mellem 85 og 90 år, stiger plejebehovet voldsomt. Derfor er det også vigtigt, at der bliver uddannet social- og sundhedshjælpere/assistenter, som kan passe os.