Besøg Heerup-udstillingen i Rødovre
Glæd dig selv, familien og venner med sammen at se FOA/KLS’s dejlige Heerup maleri med rengøringsdamer - sammen med mange andre Henry Heerup malerier og skulpturer fra fagforeninger - i Heerup Museet i Rødovre.
Info om arrangementet
Tid: |
til
|
Sted: |
Heerup Museum, Kirkesvinget 1, 2610 Rødovre |
Målgruppe: |
Alle |
Hele Danmarks Heerup fortalte engang i 1960’erne til en besøgende journalist, at han var ’Formand for nissernes fagforening i Vanløse og Rødovre’. Det var det tætteste, Heerup kom på et medlemskab i en af Danmarks mange fagforeninger.
Til gengæld skabte den folkekære kunstner i perioden 1960 -1980 en lang række markante kunstværker til faglige organisationer som 3F, HK og FOA. Stærke håndværkere og flittige rengøringsdamer blander sig i disse værker med traditionelle familie- og kærligheds-motiver under overskrifter som ”Tryghed til dig og din familie” og ”Styrke, trivsel og sammenhold”.
– Vi har med glæde udlånt vores Heerup-maleri til udstillingen i Rødovre, siger FOA/KLS-formand Ellen Pedersen
- I efterårets særudstilling er en række af disse markante malerier og skulpturer for første gang samlet - for at fortælle historien om folkets og foreningernes Heerup, fortæller Anni Lave Nielsen, lederen af Heerup Museet i Rødovre.
Heerup Museum, Kirkesvinget 1 i Rødovre 14. september 2017 - 28. januar 2018. Tlf. 36 37 87 00. - Åben tirsdag - søndag kl. 11 - 16. Mandag lukket.