SOSU-hjælpere kan få tilskud til at blive assistenter

Der er ledige pladser på det næste hold, hvor SOSU-hjælpere i Aarhus Kommune kan få knap 4500 kr. oveni voksenelevlønnen, mens de uddanner sig til SOSU-assistenter.

- Det er en rigtig god mulighed for at videreuddanne sig på økonomisk fornuftige vilkår, mener formanden for FOAs Social- og sundhedssektor, Jeanett Drasbæk.   

Fagforeningen har indgået en aftale med Aarhus Kommune, som betyder, at SOSU-hjælpere fra magistraterne for Sundhed og Omsorg samt Social- og Beskæftigelse kan få 4557,45, kr. før skat - udover voksenelevlønnen, når de uddanner sig til SOSU-assistenter. SOSU-hjælperne skal have haft mere end to års sammenhængende ansættelse i en eller begge magistrater for at få tilskuddet.

- Mange uddannede social- og sundhedshjælpere har naturligt nok fået mange faste udgifter, og tilskuddet kan bidrage til, at det ikke er økonomien, der forhindrer, at de videreuddanner sig, vurderer Jeanett Drasbæk.

Er du SOSU-hjælper og vil med på det næste uddannelseshold, som kører under tilskudsordningen, skal du hurtigst muligt kontakte din nærmeste leder. Ansøgningsfristen er 18. februar 2024.