Ny kommunal færge til tiden

Samsø Rederi forventer, at den nye færge mellem Århus og Samsø bliver indsat til tiden med første overfart 15. juni 2020

Færgen Lilleøre er lige nu stadig ved at blive færdigbygget på værftet i Kina, men direktør Carsten Kruse for Samsø Rederi fortæller, at alt indtil videre kører efter planen både i forhold til tid og kvalitet.

- Jeg har lige været i Kina for at besigtige byggeriet, og vi har hele tiden løbende byggesyn med færgen, så vi kan være sikre på, at vi får den kvalitet, vi forventer, fortæller han og tilføjer, at Samsø Rederi har brugt mange ressourcer på at sikre kvaliteten af materialer.

Søfartsstyrelsen sender i marts tre mand afsted, der skal bruge fire dage på at godkende skibet, så det lever op til de krav, der er i Danmark.

Størrelsen på besætning endnu ikke fastsat
Det er også Søfartsstyrelsen, der godkender, hvor mange besætningsmedlemmer der skal være ombord og hvilke kompetencer, de skal have.

- Vi har endnu ikke modtaget den såkaldte bemandingsfastsættelse fra Bemandingsnævnet under Søfartsstyrelsen, så derfor ved vi ikke, hvor stor besætningen skal være, fortæller Carsten Kruse.

Det er FOA Århus, der organiserer skibsassistenter ved Samsø Rederi. Den nye færge kommer til at sejle mellem DOKK1 i Århus og Sælvig på Samsø. Overfarten kommer til at tage en time, og færgen kan i alt medbringe 300 passagerer og 75 cykler.