SOSU’er bliver spurgt om uniformserfaringer

Social- og sundhedspersonale i Aarhus Kommune får nu mulighed for at fortælle, hvordan de oplever deres nye uniformer.

På et møde d. 10. januar 2019 har HMU, HovedMed-udvalget, i Aarhus Kommunes magistrat for Sundhed og Omsorg præciseret, hvordan man skal undersøge social- og sundhedspersonalets erfaringer med deres nye arbejdsuniformer. Udvalget er det øverste samarbejdsorgan for ledelse og medarbejdere i Sundhed og Omsorg.

Udvalget besluttede, at ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter skal spørge medarbejderne om deres erfaringer, og at undersøgelsen skal have fokus på pasform, overfølsomhed, funktionalitet og omklædningsfaciliteter. De nye arbejdsuniformer er delvist lavet af kunststof, og personalet har kritiseret tøjet for at være ubehageligt og ubekvemt at have på, når man arbejder.

Undersøgelsen skal vise, hvor udbredte problemerne er. De lokale Med-udvalg, LMU’erne skal se på de erfaringer, som ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter har indsamlet og så melde dem videre til HMU, som håber, at de har fået en tilbagemelding, når de mødes igen 28. marts.

HMU har tidligere besluttet at lave undersøgelsen, som altså nu bliver gennemført.