Feriedagpenge i ferieåret 2017-2018

Har du optjent feriedagpenge fra a-kassen i 2016, får du i dag et brev om dette i dag.

Du kan læse brevet i din indbakke på foa.dk/indbakke. Du skal bruge dit NemID til at logge dig ind.

Hvornår optjener jeg feriedagpenge?
Har du været ledig, modtaget syge- eller barselsdagpenge i 2016, har du langt de fleste tilfælde også optjent feriedagpenge fra a-kassen. Du kan maksimalt optjene 25 dage med feriedagpenge, og du skal holde ferien i perioden fra 1. maj 2017 til 30. april 2018.

Krav til dig, hvis du skal have feriedagpenge
Feriedagpenge kan betragtes som en erstatning for, at du ikke har optjent ret til fuld ferie hos en arbejdsgiver, fx fordi du har været på dagpenge i en periode. I modsætning til feriepenge optjent efter ferieloven er feriedagpenge en særlig ydelse, som du kun har ret til, hvis du opfylder nogle særlige betingelser. Du skal bl.a. have ret til dagpenge på ferietidspunktet og være i arbejde som lønmodtager eller være ledig og tilmeldt jobcentret. Hvis du har ret til at forlænge din dagpengeret efter de nye regler, som trådte i kraft den 2. januar 2017, kan du også modtage feriedagpenge i den forlængede dagpengeperiode. Du skal desuden umiddelbart før ferien opholde dig i Danmark og stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Sådan søger du om feriedagpenge
Du kan læse mere om reglerne på foa.dk/feriedagpenge. Her kan du også søge om at få udbetalt feriedagpenge. Du kan som regel tidligst få udbetalt dine feriedagpenge, når du har holdt den ferie, du måtte have optjent fra en arbejdsgiver – husk altid at oplyse om tidligere afholdt ferie, når du søger om feriedagpenge.

Husk at give besked
Hvis du er i arbejde, skal du aftale ferien med din arbejdsgiver. Er du ledig, kan du selv vælge, hvornår du vil holde ferie, men både jobcenteret og din lokale a-kasse skal have besked – enten telefonisk eller via mail. A-kassen skal have besked senest på feriens første dag. Jobcenteret skal have besked så hurtigt som muligt og mindst 2 uger før feriens start.

Hvis du ikke overholder denne frist, har du pligt til at deltage i de møder og aktiviteter, som jobcenteret indkalder til – også selvom du holder ferie. Deltager du ikke, risikerer du at få en karantæne og miste dagpengene for en periode.
Hvis du vil være sikker på at have dine feriedagpenge inden feriens start, skal vi have modtaget din ansøgning senest en måned, inden du holder ferien. Du kan søge om feriedagpenge for perioden 1. maj 2017 til 30. april 2018 helt frem til den 31. maj 2018.

Hvis du har feriedagpenge til gode for perioden 1. maj 2016 til 30. april 2017, kan du søge om at få disse udbetalt frem til den 31. maj 2017.