Dagpengetællere og beskæftigelseskonto

Alle, der bliver ledige får adgang til en række dagpengetællere - herunder en beskæftigelseskonto. Dagpengetællerne giver dig overblik over din situation undervejs i ledighedsforløbet.

Det hjælper dig til at afgøre, om du skal bruge timerne på kontoen til forlængelse eller til en helt ny dagpengeret. En beslutning, som du først skal træffe, hvis du er uheldig at bruge din 2-årige dagpengeret op.

Hvordan får jeg adgang?
Du finde dine dagpengetællere og din beskæftigelseskonto på www.foa.dk/a-kasse eller gå direkte til den via linket nederst. Vær opmærksom på, at du skal logge dig ind med dit NemID.

Når du er logget ind, kan du se, hvor mange timer du har på kontoen – og hvor meget du kan forlænge din dagpengeret. Du kan også se, hvor tæt du er på at have optjent en helt ny dagpengeret og hvor mange timer, du har brugt af din nuværende dagpengeret. De forskellige optællinger af arbejdstimer og dagpengetimer vises i form af nogle symboler (et speedometer til optælling af arbejdstimer, en speedometer til opsparing af timer på beskæftigelseskontoen, et timeglas, der viser forbruget af dine dagpengetimer og via et andet timeglas kan du følge med i det eventuelle forbrug af supplerende dagpenge).  

Det får du med din beskæftigelseskonto
De løntimer, du sætter ind på din beskæftigelseskonto, kan du enten bruge til en helt ny dagpengeret eller til at forlænge din aktuelle dagpengeperiode med. Du har mulighed for at bruge af løntimerne på beskæftigelseskontoen og ”købe” mere dagpengeret. Det kan du gøre, hvis du er uheldig og bruger din 2-årige dagpengeret op, inden du har fundet nyt arbejde.

Med hver løntime på kontoen kan du ”købe” to ekstra dagpengetimer. Det vil sige, at hvis du fx arbejder 80 timer, kan du forlænge din dagpengeperiode med 160 timer (ca. en måned). Du kan dog højst bruge 962 løntimer (780 timer, hvis du er deltidsforsikret), som du kan veksle til 1.924 dagpengetimer (1.560 timer, hvis du er deltidsforsikret). På den måde kan du forlænge din dagpengeperiode med et år. Det vil sige fra 2 til 3 år.

Du kan kun bruge timerne én gang
Har du flere end 962 løntimer (780 timer for deltidsforsikrede) stående på din beskæftigelses-konto, går de på ingen måde tabt. Alle de timer, du har sparet op, kan du bruge til at genoptjene en helt ny dagpengeret med.

Du kan altså enten bruge timerne på beskæftigelseskontoen til en forlænget dagpengeperiode eller til en helt ny dagpengeret. Du kan vælge kun af veksle nogle af timerne til flere dagpenge – og gemme resten til en helt ny dagpengeret. Valget er dit – men du kan kun bruge timerne én gang.

Timerne bliver forældede 3 år efter, de blev sat ind på kontoen. Du kan altså ikke bruge dine arbejdstimer til at forlænge din dagpengeret, hvis arbejdet er udført for mere end 3 år siden. Din beskæftigelseskonto bliver løbende skrevet ned med de timer, som er mere end 3 år ”gamle” - og dermed forældede.

Gå direkte til din beskæftigelseskonto/dine dagpengetællere (kræver NemID)