Pressemeddelelse

Daginstitution går konkurs

Rigtig mange plejekrævende ældre lever med risikoen for, at deres hjemmehjælp rammes af en konkurs. Også børn mærker konkursrisikoen. Daginstitutionen Haastrup ved Faaborg har indgivet konkursbegæring.

Haastrup Børnehus overgik i 2012 fra at være en kommunal daginstitution til at være en ren privat institution for børn mellem 0 og 6 år. Den private institution blev oprettet, og drevet af en række forældre i området.

 

”Det er en trist begivenhed, hver gang vi oplever en konkurs indenfor velfærdsydelserne, fordi det betyder, at de, der er afhængige af den danske velfærd, oplever usikkerhed og utryghed, mens de ansatte mister deres job”, siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

 

Haastrup Børnehus har været gennem en urolig periode med uenighed mellem den private institutions bestyrelse og de ansatte, som blandt andet har ført til så pressede arbejdsforhold, at institutionen er ramt af et stort antal sygemeldinger blandt personalet.

 

Børnehusets økonomi kuldsejlede allerede for nogen tid siden, og institutionen stod derfor til en lukning, når kassen ville være tom til august. Nu har bestyrelsen imidlertid besluttet at lukke og slukke med øjeblikkelig virkning, og sende børn og ansatte hjem.

 

”Den øjeblikkelige lukning illustrerer den risiko, som opstår, når skatteyderbetalt velfærd overføres fra fællesskabets drift gennem kommuner og regioner til privat drift. I Børnehusets tilfælde har den private drift ikke skulle skabe overskud til aktionærer, men alligevel har økonomien ikke kunnet slå til. Det understreger endnu engang, at vi som samfund bør tænke os godt om, før vi privatiserer velfærd, som mennesker er afhængige af,” siger Dennis Kristensen.