Særligt for tillidsvalgte


Foto: Tobias Stidsen


Ansatte på offentlig overenskomst

OK24: Hvad er vigtigst for dig og dine kolleger?

Indsamlingen af krav frem mod overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er i fuld gang ude i de enkelte FOA-afdelinger. Men inden FOAs hovedbestyrelse kan udtage de endelige krav, er det vigtigt, at både medlemmer og tillidsfolk tilkendegiver, hvad de synes, er vigtigt.

Af: Jacob Kabel

Overenskomstforhandlinger handler især om løn. Men er lønstigninger det vigtigste for dig? Og hvad siger dine kolleger?

Lige nu indsamler samtlige FOA-afdelinger krav frem mod OK24, og det er vigtigt, at du og dine kolleger byder ind. Ellers kan det ende med, at FOA forhandler et resultat hjem, der ikke flugter med medlemmernes ønsker.

Det er simpelt at give sit besyv med:

  • Find din FOA-afdelings hjemmeside, og på forsiden skulle der gerne være en boks, der hedder ”OK24: Hvad mener du?” Følg linket og indtast dine ønsker.
  • Har din afdeling ikke en ”OK24: Hvad mener du?”-boks, kan du kontakte afdelingen direkte og høre, hvordan de så indsamler krav.

Husk i øvrigt at tage snakken med dine kolleger: Hvad er vigtigt for dem? Og husk at opfordre dem til også at indtaste ønsker via FOA-afdelingens hjemmeside.

Vil du læse mere om OK24 og processen, kan du med fordel besøge FOAs OK24-temaside