Smiley giver falsk tryghed. Logoer: Arbejdstilsynet

Vejledning fra arbejdstilsynet – stor arbejdsmængde og tidspres

I sidste nyhedsbrev fortalte vi om bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø – en bekendtgørelse der også blev præsenteret på årsmødet v/Charlotte Bredal.

Vi er glade for, at der nu langt om længe (og forhåbentlig ikke for sent) er kommet en bekendtgørelse, der klart beskriver hvordan arbejdet bør tilrettelægges, så det er sundt og sikkert at være medarbejder.

Og så er der dertil et stort fokus på de forebyggende indsatser man som arbejdsplads kan gøre. Charlottes klare opfordring var, at I sætter jer godt ind i bekendtgørelsen og bruger den aktivt, som et redskab til dialog med ledelsen på jeres arbejdspladser. Og derudover skal I bruge Arbejdstilsynet, hvis I oplever udfordringer, der ikke bliver taget hånd om.   

Med bekendtgørelsen kommer der også en række vejledninger. Arbejdstilsynet har senest udarbejdet vejledningen om stor arbejdsmængde og tidspres. Læs dem her 

Vejlederen beskriver arbejdsgivers vigtigste pligter i forhold til stor arbejdsmængde og tidspres, og hvordan arbejdspladsen kan arbejde forebyggende med det psykiske arbejdsmiljø.

Det er en enorm vigtig vejledning, fordi den er skrevet til dem, der har ansvaret og pligten til at sikre rammerne for et sundt og sikkert arbejdsmiljø – det skal I være med til at minde dem om en gang imellem, og her kan vejledningen være en hjælp.

Det kan den fordi den også indeholder forslag til, hvordan I kan arbejde med de ting, der er beskrevet i bekendtgørelsen og igangsætte nogle lokale tiltag. I vejledningen kan I også finde hjælp til afdækning og vurdering af arbejdspresset- og mængden lokalt.

I skal som tillidsvalgte og i samarbejde med ledere have øjnene åbne for om, der er tegn på en usund kultur, hvorvidt de vigtige opgaver bliver løst, at I og jeres kolleger har mulighed for restitution mellem opgaverne osv.

Det ved vi, at I allerede gør, og nu har I altså vejledningen, som kan være afsættet til at foreslå, at I sammen laver en afdækning af arbejdsmængden og tidspresset.

I er også altid velkomne til at kontakte FOA Nordsjælland, hvis I ønsker hjælp eller vejledning til at bruge bekendtgørelsen og de tilhørende vejledninger om psykisk arbejdsmiljø aktivt i jeres arbejde.

Kontakt næstformand Rie Hestehave eller afdelingens arbejdsmiljøsagsbehandlere Lisbet Gregersen og Pia Johansen