Pressemeddelelse

Staten smider opgaver over på fagforeningerne

Mænd er i måske 30 år blevet snydt for en del af deres erstatning for tab af erhvervsevne. Staten retter ikke af sig selv alle fejl. Det er stærkt kritisabelt, mener FOA.

Siden 1984 har mænd og kvinder fået beregnet erhvervsevnetabserstatning på hver sin måde. Det gælder, når tabet af erhvervsevne omregnes til engangsbeløb.

Kvinder har fået et højere beløb, fordi de generelt lever længere end mænd. Den forskelsbehandling underkendte EU-domstolen allerede i 2014. Danmark rettede dog først ind et halvt år senere i 2015. Men myndighederne tager langt fra alle sager op ved egen kraft.

”Den type fejl skal naturligvis rettes, så lønmodtagerne, der har fået denne form for erstatning, får den efterbetaling, de måtte have krav på,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA i en kommentar til MetroXpress’ artikel i dag.

Her oplyser Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at det drejer sig om omkring 3.000 sager. Beløbsmæssigt spænder de fra nogle få kroner op til omkring 100.000 kroner.

Staten agter kun at rette en del af fejlene. Det gælder sager fra EU-afgørelsen i september 2014 og frem til lovændringen herhjemme i marts 2015. Resten må bl.a. fagforeningerne tage sig af. Det er stærkt kritisabelt, mener Dennis Kristensen:

”Der er tale om et kompliceret juridisk skoleridt og en ulovlig praksis. Oveni vil staten tørre udgifterne for sine egne fejl af på fagforeningerne.”

”Vi vil selvfølgelig hjælpe vores medlemmer, men jeg vil opfordre Folketinget til at gribe ind og sikre, at alle, der kan være blevet snydt, får erstatning. Samtidig bør Folketinget pålægge staten at genoptage sagerne af sig selv,” fortsætter Dennis Kristensen.