Tryghedspuljen - få hjælp til at komme videre i dit arbejdsliv
Særligt for tillidsvalgte


Ansatte på offentlig overenskomst

Har du hørt om Tryghedspuljen? En hjælp til afskedigede kolleger

Med Tryghedspuljen kan kolleger, der bliver afskediget pga. nedskæringer eller omstruktureringer, søge op til 20.000 kr. til at få dækket udgifter til kompetencegivende aktiviteter, der gør det lettere at få et nyt arbejde. Du kan hjælpe din afskedigede kollega ved at informere om puljen og evt. også hjælpe med at ansøge.

Tryghedspuljen er et tilbud til ansatte i kommuner og regioner, som er blevet afskediget på grund af besparelser, lukning af institutioner/nedlæggelser af arbejdspladser eller organisationsændringer, men som endnu ikke er fratrådt.

Søg op til 20.000 kr. fra Tryghedspuljen 

Tryghedspuljens formål er at yde en ekstra indsats overfor afskedigede medarbejdere, og man kan søge om op til 10.000 kr. (20.000 kr. ved kompetencegivende uddannelser) til eksempelvis kompetenceudvikling og efteruddannelse men også til karrieresparring og -afklaring. Din afskedigede kollega kan også få individuel rådgivning og vejledning ift. personlige og arbejdsmæssige udfordringer, som opstår med baggrund i afskedigelsen.

Læs mere om Tryghedspuljen på det kommunale område

Læs mere om Tryghedspuljen på det regionale område

Hjælp din afskedigede kollega - informer om Tryghedspuljen

Det er ikke sikkert, at din afskedigede kollega kender Tryghedspuljen. Det er derfor vigtigt, at du orienterer den eller de afskedigede kollegaer om Tryghedspuljen på et tidspunkt, hvor det er relevant for dem.

Det er meget individuelt, hvornår det rigtige tidspunkt er. Derfor anbefales det, at du overvejer, hvornår det er hensigtsmæssigt at informere din afskedigede kollega om tilbuddet. Måske skal informationen ske ad flere omgange.

Ud over at orientere om Tryghedspuljen kan du sammen med din leder hjælpe den afskedigede med at søge midler fra puljen. Det er ganske enkelt at ansøge, men det kan virke uoverskueligt for en person, der netop er blevet afskediget. Lederen og tillidsrepræsentanten skal også underskrive ansøgningen.

Find yderligere information og vejledning og ansøg på www.tryghedspuljen.dk

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail til info@tryghedspuljen.dk eller ringe til Lotte R. Enevoldsen på telefonnr. 3161 6067