Særligt for tillidsvalgte

Social- og sundhedsassistent og TR Camilla Nørgaard Andersen fra FOA Frederikshavn

TR’er blander sig i den offentlige debat: ”Kollegerne føler sig set og forstået”

Camilla Nørgaard Andersen og Esther Offersen har begge to gode erfaringer med at skrive debatindlæg. Udover at vise sine kolleger, at man kæmper for dem, har det i Frederikshavn også betydet, at lokalpolitikerne har måttet tage bladet fra munden.

Af: Jacob Kabel

Kender du det, at man som tillidsvalgt gang på gang italesætter de udfordringer, man selv og ens kolleger møder i løbet af en arbejdsdag?

Kender du så også det, at der ikke rigtig bliver rykket på tingene, selvom man råber op ude på arbejdspladsen?

Det gør Esther Offersen, der er social- og sundhedsassistent og TR på et plejecenter i Skive Kommune:

”Jeg gør alt, men der sker ikke noget. Jeg løber simpelthen panden mod en mur,” siger hun og forklarer, at det både er på arbejdspladsen, i både Lokal- og FællesMED og i seniorudvalget i byrådet, hun har forsøgt at råbe op.

150 kilometer længere nordøst havde Camilla Andersen den samme frustration. Hun er ligeledes SSA og TR, men har sin daglige gang i Frederikshavn Kommune.

”Man taler og taler om problemerne ude på arbejdspladsen, men det rykker bare ikke noget,” siger hun.

Kun positive tilkendegivelser

Frustrationerne til trods, så følte Camilla Andersen, at hun gjorde et godt stykke TR-arbejde ude på sin arbejdsplads, og hun havde absolut ingen planer om at skulle stå frem i medierne.

Men på et mediekursus, som FOA Frederikshavn stod for, fik hun til opgave at skrive et debatindlæg om noget aktuelt. Camilla Andersen satte sig til tasterne og formulerede sin ambivalens over at skulle tale faget op, når nu hun i bund og grund ikke syntes, at arbejdsvilkårene i orden.

En eftermiddag i december 2022 sendte hun sit indlæg til det lokale medie Kanal Frederikshavn, og allerede ved midnatstid blev det bragt som det første i en række af indlæg, skrevet af lokale FOA-tillidsrepræsentanter.

”Jeg var spændt på at se, hvad reaktionerne ville være. Jeg havde fri, så jeg sad hele dagen og fulgte med i kommentarerne, og der kom ikke rigtig noget negativt,” siger Camilla Andersen.

Tværtimod høstede hun store roser hos sine kolleger, da hun var tilbage på arbejde dagen efter. Og de var tilsyneladende ikke de eneste, der kunne lide budskabet, for indlægget fik små 300 likes, 44 kommentarer og blev delt 157 gange på Facebook.

Viser at man kæmper for kollegerne

Esther Offersens vej ind i den offentlige debat er også affødt af et kursus i FOA-regi. Det havde dog i udgangspunktet ikke noget at gøre med at skrive debatindlæg. Men Esther Offersen og en række andre TR’er på kurset delte frustrationerne over, at man kan råbe op igen og igen, uden at der sker noget.

Esther og en håndfuld andre TR’er gik sammen og fik formuleret et længere skriv om nødvendigheden af et forbedret arbejdsmiljø set i lyset af udfordringerne med at fastholde gode kolleger. Indlægget blev bragt i Altinget i februar måned i år.

”Jeg er glad for, at mit navn står på indlægget, for jeg står inde for hvert et ord,” siger Esther Offersen og fortæller, at det har kastet en del skulderklap af sig:

”Mine kolleger synes, det er superfint, at jeg gør det her, for det er nødvendigt at italesætte arbejdsvilkår og -miljø.”

Også Camilla Andersen er blevet anerkendt af sine kolleger på baggrund af dels hendes indlæg på Kanal Frederikshavn og dels et indlæg, hun har fået bragt i printudgaven af Nordjyske.

”Jeg hører tit den der ’hvad gør FOA?’ Når man gør sådan noget som det her, så føler kollegerne sig set og forstået,” siger hun.

Lokalpolitikerne bliver tvunget i tale

Én ting er at vise sine kolleger, at man kæmper for dem. En anden ting er at skrive debatindlæg, der rent faktisk sætter skub i sagerne.

For nyligt bragte BT en historie om Bangsbo Plejecenter, der tog direkte afsæt i et debatindlæg, som plejepersonalet havde skrevet i fællesskab.

Camilla Andersen vil naturligvis ikke tage æren for indlægget, men hun er ikke i tvivl om, at hun og andre TR-kollegers indlæg har haft betydning.

”Når nogen baner vejen, tør andre at følge efter, og det har plejepersonalet på Bangsbo gjort,” siger Camilla Andersen og tilføjer, at hun blev vildt glad, da hun så, at BT bragte historien.

De mange debatindlæg fra lokale FOA-stemmer i Frederikshavn har også lokket lokalpolitikerne ud af busken.

”Efter der er kommet flere indlæg, er lokalpolitikerne blevet vækket. I går (d. 2. marts, red.) var det én fra Nye Borgerlige, der kommenterede, og i dag (d. 3. marts, red.) er borgmesteren ude på Kanal Frederikshavn,” siger Camilla Andersen.

Og hun er slet ikke færdig med at blande sig i debatten:

”Der er en følelse af, at vi står stærkt sammen, og nu pønser vi i fællesskab på et fælles debatindlæg for alle TR’er i Frederikshavn,” slutter hun.