Ny ordning har skaffet flere end 1000 nye medlemmer på få måneder

Du kan stadig nå at få et gavekort på 300 kr. til Coop, når du får meldt en kollega ind i FOA-fællesskabet. Ordningen, der kører fra februar til august, har indtil videre været en succes, og man får et gavekort for hvert nye medlem, man får meldt ind.

Af: Anne Löwe Nielsen og Jacob Kabel

Kampagnen ’Meld en kollega ind’ har snart kørt i fem måneder, og i den tid har I været med til at få meldt flere end 1000 nye medlemmer ind i FOA-fællesskabet. Det er da ret godt gået!

Det mener i hvert fald forbundssekretær Helena Mikkelsen, der har organisering som ét af sine ansvarsområder i FOA.

”Vi skal egentlig først evaluere til august, men det er svært ikke at være glad for 1036 nye medlemmer i FOA-fællesskabet,” siger hun og fortsætter:
”Sammen skal vi fortsætte det gode arbejde for, at endnu flere gode kolleger melder sig ind i FOA.”

Hun fortæller, at hun har fået henvendelser fra tillidsrepræsentanter, der udtrykker, at de ikke bryder sig om at modtage gavekort for noget, da de føler, at det underminerer deres troværdighed som TR. Men det findes der heldigvis råd for.

”Gavekortene kan bruges til at fejre fællesskabet ude på arbejdspladsen, så man samler til bunke og fejrer det med kage eller andet godt, når der er kommet fx en håndfuld nye medlemmer,” siger Helena Mikkelsen.

Nu endnu nemmere at melde kollegaer ind

Som noget nyt kan du også bruge den ’almindelige’ indmeldelsesformular, når din kollega skal meldes ind. ’Meld-en-kollega-ind’ er nemlig blevet bygget ind i indmeldelsesformularen, så din kollega nu også selv kan udfylde indmeldelsesblanketten inkl. dine oplysninger, så du stadig kan få et gavekort. Tidligere var det nødvendigt at bruge den særlige formular, der var lavet specifikt til kampagnen. Men det er ikke nødvendigt mere.

Så du kan altså melde en kollega ind tre forskellige steder fra – og helt frem til august:

Via kampagnesiden

Via indmeldelsesblanketten

Via TR-appen