Særligt for tillidsvalgte


Ansatte på offentlig overenskomst

Flere skal ind i FOA-fællesskabet: Her er tre ting, der gør det nemmere at organisere

På den nyligt overståede kongres var der stort fokus på, hvordan vi får flere til at melde sig ind i FOA. Det blev besluttet, at en hovedprioritet for tillidsrepræsentanterne fremover er at organisere, og fra nu og frem til den 1. februar 2024 skærper FOA sit fokus både internt og eksternt som en forlængelse af den store lønkampagne, der startede i marts 2022. Det betyder, at der er konkret organiseringshjælp at hente for dig som TR.

Af: Jacob Kabel

FOA giver kage til dig og dine kolleger! Jeps, du læste rigtigt: Der er gratis kage på menuen!

Fornyelsen af de offentlige overenskomster er nært forestående, og for at hjælpe FOAs tillidsrepræsentanter med at sætte fokus på de vigtige forhandlinger om løn og arbejdsvilkår, giver FOA kage, hvis du som tillidsrepræsentant eller fællestillidsrepræsentant på det offentlige område afholder et fyraftens- eller frokostmøde eller sætter OK24 på dagsordenen på et personalemøde i uge 2 af 2024.

Fra FOAs side lægges der op til, at i som medarbejdergruppe kan tale om håb og ønsker til OK24-resultatet, fx hvor store lønstigninger I håber på, eller om der er særlige vilkår, I ønsker forbedret. Men det er naturligvis op til jer selv, hvad I vil drøfte.

Alle TR’er og FTR’er på det offentlige område har fået tilsendt en mail, så hvis du som fx AMR synes, det lyder spændende, skal du prikke din TR/FTR på skulderen og spørge, om det ikke er noget, han eller hun skal gå videre med.

Er du TR/FTR, men har ikke modtaget nogen mail om det, kan du skrive en mail til dialogkage@foa.dk

Vigtig dato - 1. februar!

Indmeldelsesfristen den 1. februar er dog også vigtig at have for øje og kan naturligvis også italesættes, mens du deler en FOA-kage med dine kolleger. Som TR bør du som minimum gøre de af dine kolleger, der ikke er medlem af FOA, opmærksomme på, at de kan ende med at stå med håret i postkassen, hvis ikke de melder sig ind inden skæringsdatoen. Det skyldes, at man ellers ikke har ret til konfliktunderstøttelse i tilfælde af, at OK24 ender i strejke eller lockout, fordi enten lønmodtagersiden eller arbejdsgiversiden stemmer nej til resultatet.

Frem mod den 1. februar vil FOA via forskellige kanaler gøre opmærksom på indmeldelsesfristen og de konsekvenser, man kan rammes af, hvis ikke man har meldt sig ind i FOA inden da. Men tag allerede nu gerne fat i dine kolleger og fortæl dem om risikoen ved manglende medlemskab.

Du kan læse mere om indmeldelse og medlemskab af FOA her

Tag en kollega under armen – og få et gavekort

I starten af 2023 valgte FOA at tilbyde et gavekort på 300 kroner for hvert nyt medlem, man skaffer. Det har vist sig at være en succes, og derfor er det blevet besluttet, at den sidste fase af FOAs store lønkampagne, der on and off i halvandet år har kunnet ses i biografer, på sociale medier og et utal af steder på nettet, skal kredse sig om netop dén ordning.

Under parolen ’tag en kollega under armen’ opfordrer FOA alle medlemmer og tillidsvalgte til at tage fat i kollegaen og opfordre vedkommende til at melde sig ind i FOA. Og der er mange gode grunde til at blive medlem af landets tredjestørste fagforbund. Indmeldelsesfrist, som nævnt ovenfor, er blot én af dem.

Du får tilmed et gavekort på 300 kroner for hvert nyt medlem, du skaffer. Gavekortet kan eventuelt bruges på forkælelse af dig selv og kollegerne.

Du kan læse mere om kampagnen og ordningen her

Tre gode muligheder for at tale FOA-medlemskab

Blot for at opsummere har du altså i øjeblikket tre oplagte muligheder for at tale FOA-medlemskab med dine kolleger:

  • Tal FOA-medlemskab, mens I deler en kage, som FOA giver
  • Tal FOA-medlemskab med henvisning til sikring af konfliktunderstøttelse
  • Tal FOA-medlemskab og scor et gavekort på 300 kroner – som du eventuelt kan dele med det nye FOA-medlem