Pressemeddelelse

FOA:Demenshandlingsplan er tiltrængt

Der er hårdt brug for både visionerne og de penge, der følger med regeringens netop vedtagne demenshandlingsplan. Det mener FOA, der glæder sig over, at demenshandlingsplanen nu er en realitet.

Antallet af demente stiger markant i disse år og vil i løbet af de næste 25 år være næsten fordoblet. FOA tog derfor allerede for 2,5 år siden initiativ til at danne Demensalliancen, hvis formål var at sætte demens på dagsordenen. Nu har regeringen kvitteret med at vedtage en national demenshandlingsplan, som bidrager med 470 millioner kroner til området. Planen vækker stor glæde hos formanden for FOAs social- og sundhedssektor Karen Stæhr.

 

”Med aftalen, og det brede flertal der er for den, er det slået fast, at vi ikke længere blot skal tale om demens, men at vi skal handle. Jeg er derfor glad for, at aftaleparterne har lyttet til de anbefalinger, vi er kommet med fra Demensalliancen. Samtidig glæder jeg mig til at være med til at udmønte elementerne i aftalen konkret, så de kommer både demente, pårørende og ansatte til gode,” siger Karen Stæhr.

 

Målet med demenshandlingsplanen er, at Danmark skal have 98 demensvenlige kommuner. At flere mennesker med demens skal udredes og at pleje- og behandlingsindsatsen skal nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin blandt mennesker med demens.

 

Alt sammen mål, som FOA er enige i.

 

Samtidig hæfter FOA sig ved, at en del af midlerne – 145 millioner kroner – skal gå til det, der i planen hedder ”et praksisnært kompetenceløft”.

 

”Antallet af demente borgere stiger så voldsomt i disse år, at det kræver, at alle de faggrupper, der arbejder med borgere med demens både i kommunerne og i regionerne, hele tiden er opdateret på den nyeste viden inden for området, ” siger Karen Stæhr.

 

Demenshandlingsplanen nævner ikke noget om det vigtige i, at der er tilstrækkeligt med personale til at sikre plejen og omsorgen af borgere med demens. Og det ærgrer FOA.

 

”Som udgangspunkt er det nogle fornuftige elementer, der er med i demenshandlingsplanen. Men vi skal ikke undervurdere vigtigheden af, at der er tilstrækkeligt med personale til at tage sig af de borgere, der lider af demens. Det er ikke nok med demens-rigtige boliger og tidlig udredning. Tilstrækkeligt personale er afgørende for den kvalitet, vi tilbyder vores borgere med demens,” siger Karen Stæhr.