Enighed om forholdene for reddere i Region Syddanmark

Tilpasningsaftalen for redderne i Region Syddanmark, der tidligere arbejdede for Bios, er nu faldet på plads. Redderne beholder deres døgnvagter. Forbundsformand i FOA, Dennis Kristensen, glæder sig over den nye aftale.

Der er nu forhandlet en tilpasningsaftale på plads for de reddere, der blev overdraget til Region Syddanmark i forbindelse med konkursen i Bios, og dermed blev omfattet af FOAs overenskomst.

 

Aftalerne vil gælde indtil overenskomstforhandlingerne i foråret 2018, hvor nye overenskomster forhandles på det offentlige område.

 

”Det har været afgørende at sikre nogle vilkår, som redderne kunne være tilfredse med,” siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

 

Han peger på, at særligt spørgsmålet om at beholde de nuværende 87 døgnvagter på et år har været vigtigt.

 

”Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at lande en aftale. Det betyder ro omkring ambulancedriften og reddernes arbejde. Og det vil også give en ny portion tillid hos befolkningen i Syddanmark” siger Dennis Kristensen.

 

Indtil juli varetog Bios ambulancedriften i Region Syddanmark. Da virksomheden gik konkurs overtog Region Syddanmark driften. I den forbindelse har der været forhandlet en tilpasning mellem de to eksisterende overenskomster på området – det er overenskomsten mellem 3F og Bios samt overenskomsten mellem FOA og Danske Regioner.

 

”Det er en fin aftale. Vi får mere, end vi havde håbet på. Det springende punkt var, at vi ville fastholde aftalen om 87 døgnvagter. Jeg er også glad for, at vi beholder vores brancheanciennitet. Det er relevant, når man risikerer at skifte mellem arbejdsgivere, så man ikke skal starte fra nul. Samtidig giver aftalen om områdereddere en fleksibilitet, som fx gør det lettere at afspadsere og komme på kurser,” siger Jonas Jordt, områdetillidsrepræsentant.