Ikke diskrimineret? FOA anker byrettens dom over Karsten

FOA vil have sagen om den fyrede dagplejer Karsten Kaltoft afprøvet ved Landsretten. Derfor ankes dommen fra Retten i Kolding. ”Hvis ikke FOA anker, risikerer vi, at byretten begrænser den vigtige sejr, vi vandt ved EU-Domstolen,” siger forbundsformand Dennis Kristensen.

FOA anker dommen, som Retten i Kolding afsagde 31. marts i den såkaldte fedme-sag. Den handler om, hvorvidt den tidligere dagplejer Karsten Kaltoft blev diskrimineret på grund af sin vægt, da Billund Kommune fyrede ham tilbage i 2010.

”Størrelsen på dine bukser, er ikke det, der afgør, om du kan passe et arbejde. Men det er klart, at der følger visse gener med at veje 165 kilo. Det mener vi ikke, at byrettens dom tager højde for,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

”Vi bliver flere og flere overvægtige danskere, og desværre ser vi diskrimination på grund af overvægt. Derfor er sagen alt, alt for principiel til, at FOA vil lade byrettens dom stå uantastet,” siger Dennis Kristensen.

Karsten Kaltoft blev ansat som dagplejer i Billund Kommune i 1996. Indtil sin fyring vejede Karsten Kaltoft aldrig under 165 kilo. I november 2010 blev Karsten Kaltoft opsagt som den eneste af ca. 135 dagplejere i kommunen.

Den såkaldte ”fedme-sag” blev genstand for international interesse, da Retten i Kolding bad EU-Domstolen tage stilling til, hvorvidt fedme kunne betegnes som et handicap og dermed være beskyttet under EU's regler for handicap.

I en skelsættende dom fra EU-Domstolen i december 2014 sikrede FOA, at fedme kan udgøre et handicap, og at det i de tilfælde er ulovligt at diskriminere medarbejdere på grund af fedme.

Den 31. marts i år afsagde Retten i Kolding så sin dom. Byretten fandt ikke, at Karsten Kaltoft på opsigelsestidspunktet led af en sygdom, der medførte et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det undrer FOA, at Karsten Kaltofts gener ved vægten ikke var nok til at der var tale om et handicap. Spørgsmålet er, om byretten har foretaget en for snæver definition af begrebet handicap i henhold til EU-Domstolens afgørelse. Det bliver nu et spørgsmål for Landsretten.