IMS erkender fejl

I sidste uge anklagede FOA Frederikshavn IMS Service for dårligt arbejdsmiljø, snyd med tillæg, manglende tidsangivelse på kørelister, lemfældig omgang med medicin og en presset faglighed. IMS Service erkender nu, at overenskomsten ikke er overholdt

På et møde mandag, imellem FOA Frederikshavn, IMS Service og arbejdsgiverorganisationen KA-Pleje, erkendte IMS Service, at virksomheden ikke har foretaget den lønregulering overenskomsten foreskriver pr. 1. juni i år, ligesom der ikke er udbetalt beklædningstillæg.

Se referat fra mandagens mæglingsmøde her (PDF-fil)

IMS service vil senest med den førstkommende lønkørsel rette op på fejlene, og alle medarbejdere vil få en regulering af løn og tillæg med tilbagevirkende kraft fra 1. juni 2014.

FOA Frederikshavn har også anklaget IMS Service for ikke at udlevere korrekte ansættelsesbeviser og vagtplaner til medarbejderne. Også dette vil virksomheden nu rette op på.

Sektorformand, Jens Nielsen er tilfreds med, at virksomheden nu langt om længe erkender, at der ikke blot har været tale om fejl i forhold til enkelte medarbejdere, men derimod i forhold til samtlige medarbejdere.

- Jeg syntes det er godt, der nu rettes op på de fejl og mangler der har været i forhold til overenskomsten, og jeg er tilfreds med, at vi har fået afklaret, at FOA ikke uberettiget har været ude med riven!.

Jens Nielsen fortsætter

- Vi venter lige nu spændt på udfaldet af hele sagen omkring lemfældig omgang med medicin og en presset faglighed. Her har vi fra FOA Frederikshavns side indleveret to vidneerklæringer til Frederikshavn kommune, fra to nuværende ansatte medarbejdere.

Politisk er der meldt ud, at man vil skærpe tilsynet, og det bliver interessant at se, hvordan der politisk bliver handlet på dén del af sagen. 

For yderligere information, kontakt:
Sektorformand, Social- og Sundhedssektor, Jens Nielsen, mobil 3140 0139, mail jenn@foa.dk. FOA - Fag og Arbejde, Frederikshavn, Constantiavej 35
9900 Frederikshavn.

Se referat fra mandagens mæglingsmøde her (PDF-fil)