Fusion lagt på køl

Efter mere end et halvt års drøftelse, har afdelingsbestyrelsen i FOA Frederikshavn valgt at lægge en fusion med FOA afdelingerne i Hjørring og Brønderslev på køl. FOA Frederikshavn går dermed imod fusionsstrømmen, og fastholder sin position, som den eneste selvstændige fagforening i Frederikshavn kommune

Historisk set, har der tidligere været fusionsforhandlinger imellem de tre FOA afdelinger i Vendsyssel. Vi skal faktiske ikke længere tilbage end til 2006/2007, fortæller afdelingsformand, Rose Ludvigsen, og fortsætter:
”Jeg tror egentlig på, at det er vigtigt at vi ikke stagnerer. Så det at vi med nogle års mellemrum stopper op, stikker en finger i jorden og ser på vores muligheder, det er en god ting. At det så viser sig, at en fusion ikke er det vi vurderer som den bedste løsning for vores medlemmer, syntes jeg netop viser, at vi ikke vil fusion for enhver pris. En fusion skal først ske den dag, hvor vægtskålen med fordele taler for det”

På et ekstraordinært afdelingsbestyrelsesmøde, drøftede afdelingsbestyrelsen både fordele og ulemper ved en fusion, og udover alt det grundlæggende materiale de tre afdelinger i fællesskab allerede havde udarbejdet, indgik også resultatet fra en omfattende medlemsundersøgelse, sendt ud til mere end 1.500 FOA medlemmer i Frederikshavn og Læsø kommuner.

Ifølge Rose Ludvigsen, bar stemningen tydeligt præg af, at man havde svært ved at se fusionsfordelene. Vi gør det faktisk ret godt i dag, fortæller Rose Ludvigsen: ” Vi har i flere år haft medlemsfremgang, vi har et stærkt netværk af tillidsvalgte ude på arbejdspladserne, og så tror vi simpelthen på, at det har en enorm stor betydning, at vi er så lokale som vi er – at vi er tæt på vores medlemmer, og tæt på de arbejdsgivere vores medlemmer er ansat hos. Det giver os en enestående mulighed for at følge med, og for at få indflydelse på de beslutninger der hele tiden træffes og som i sidste ende ”rammer” vores medlemmer på enten den ene eller anden måde”

Fakta: FOA Frederikshavn har i dag knapt 3200 medlemmer, og dækker Frederikshavn og Læsø kommuner.

For yderligere information, kontakt:
Afdelingsformand, Rose Ludvigsen, mobil 30 70 04 28, mail roel@foa.dk
FOA Frederikshavn, Constantiavej 35, 9900 Frederikshavn