Særligt til tillidsvalgte

Den danske model

Den danske model er betegnelsen for den måde, arbejdsmarkedet er organiseret på i Danmark, herunder hvordan vi aftaler løn- og arbejdsvilkår helt ude på den enkelte arbejdsplads.
Det mest centrale i modellen er, at det er arbejdsgiverne og lønmodtagerne repræsenteret ved fagforeningerne, som aftaler løn- og arbejdsvilkår i overenskomster. Her bliver man enige om mange forhold: Retten til efteruddannelse, vilkår for arbejdsmiljø og ikke mindst hvad løn og tillæg for overarbejde, natarbejde mv. skal være.
 
Netop på lønområdet står den danske model i modsætning til andre lande, hvor det er parlamentet der ved lov bestemmer, hvad mindstelønnen skal være. Derfor er der netop ikke én mindsteløn i Danmark.
  
Den danske model indeholder flere delelementer og dens succes beror på nogle forudsætninger, som du kan læse mere om herunder. Eller du kan se videoen, der gennemgår hvordan den danske model er opstået, hvordan den fungerer og hvorfor den er truet i dag.

 

Grundelementer og forudsætninger

  • Overenskomster

    Det er ved overenskomstforhandlingerne løn- og arbejdsvilkår inden for de enkelte brancher og faggrupper aftales. Det sker mellem arbejdstagerne på den ene side - repræsenteret af fagforbundene og fagforeningerne - og den enkelte arbejdsgiver eller en arbejdsgiverorganisation på den anden side.

    Læs mere: Hvad en overenskomst?

    Overenskomster aftales for en bestemt periode, ofte to år ad gangen. Hvis arbejdsgiveren ikke er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening (DA), er det op til arbejdsgiveren om denne vil tegne en overenskomst.

    Rammerne for, hvordan man forhandler overenskomster, og hvilke lovlige midler, der kan tages i brug for at opnå de ønskede resultater, er bestemt i den såkaldte Hovedaftale mellem Landsorganisationen i Danmark (LO)* og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
     
    * LO er nedlagt og erstattet af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
  • Konfliktmidler

    En af grundstenene i den danske model er retten til at strejke og lave blokader fra arbejdstagers side og retten til lockout og boykot på arbejdsgivers side. Målet med disse midler er at motivere forhandlingsparterne til at finde en løsning frem for at kaste sig ud i konflikter, der koster dyrt for alle.
     
    Mange mener, at dette er med til at give en stor ro på det danske arbejdsmarked. Hvorimod lande som Frankrig og Grækenland, hvor staten i høj grad blander sig og lovgiver om arbejdsforhold, ofte er ramt af strejker.
  • Høj organisationsgrad

    For at den danske model skal fungere, er det vigtigt, at mange er organiseret, også på arbejdsgiversiden.
     
    Jo flere lønmodtagere, der er medlem af en overenskomstbærende fagforening som FOA, des større berettigelse har den danske model. På samme måde som demokratiet – jo flere der deltager, des stærkere et demokrati har vi.
     
    I 2010 var 67,4 procent af de danske lønmodtagere medlem af en faglig organisation. Og hvis man kun regner medlemmer fra de overenskomstbærende fagforeninger - altså de fagforeninger, der har størstedelen af en overenskomst på et givent område og således tegner området, hedder tallet knap 61 procent.
     
    Til sammenligning var tallet 71 procent i 1995, så på femten år er organisationsgraden faldet med 10 procent.
  • Flexicurity

    Når de taler om den danske model i Europa og i resten af verden, omtaler de den normalt som flexicurity. Og ordet flexicurity beskriver også meget godt nogle af de øvrige meget væsentlige elementer i den danske model:

    Vi har et meget fleksibelt arbejdsmarked (hyr og fyr), fordi det er relativt nemt for arbejdsgiverne at ansætte og afskedigede personale efter behov. Sikkerheden (security) består i det danske dagpengesystem, og det vi kalder en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Dvs. at dagpengene skal sikre os en indtægt ved ledighed, og arbejdsmarkedspolitikken skal sørge for, at vi løbende kan efter- og videreuddanne os.

  • Trepartssamarbejde

    Staten samarbejder med arbejdsmarkedets parter – i form af arbejdsgiverne, der er repræsenteret af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og arbejdstagerne, der er repræsenteret af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Dette samarbejde sker løbende og ved de såkaldte trepartsforhandlinger.
     
    Det er med trepartssamarbejdet, at de overordnede rammer for hvordan vi indretter vores arbejdsliv aftales; uddannelse, sundhed, arbejdsmiljø m.m..
     
    Og det er helt normalt, at der på de områder, der især reguleres ved lov som fx retten til dagpenge, at nye forslag sendes i høring hos arbejdsgiverne og fagforbundene for at få deres syn på sagen, inden de vedtages i Folketinget.