FOA: DIs reformplaner skaber kun mere ulighed

DI har en 2025-plan for Danmark med lavere skat til de rigeste og højere pensionsalder. Det går hårdest ud over de fattigste. Det er den helt gale vej at gå, mener FOA.

DI præsenterer i dag en 2025-plan, der ifølge DI vil skabe tusinder af jobs og masser af milliarder til samfundet. Det er dog de sædvanlige fugle på taget i form af modelberegnede ”fantasi-liarder”, men planens konkrete forslag behøver man ikke økonomernes model-regnemaskiner for at forudse konsekvenserne af. De vil øge uligheden i Danmark.

Ikke overraskende vil DI afskaffe topskatten, som kun de 10 procent rigeste skatteydere betaler. Det overraskende er, at DI siger det vil øge gevinsten og incitamentet for arbejdsløse til at få sig et job.

”Karsten Dybvad fra DI må jo bo på månen, hvis han tror topskatten afholder nogen arbejdsløse fra at søge job, det er noget nær det mest virkelighedsfjerne argument, jeg nogensinde har hørt. Man betaler topskat, når man tjener mere end 459.200 kroner om året, og det er nok de færreste på dagpenge eller kontanthjælp, der ikke er interesserede i at bytte deres ydelse ud med sådan en tårnhøj indkomst,” udtaler Dennis Kristensen, Forbundsformand i FOA.

Topskat betaler man af en indkomst, som langt de fleste FOA-medlemmer kun kan drømme om. Den seneste opgørelse viser, at kun 4,5 procent af FOAs over 150.000 medlemmer betaler topskat, men arbejdsløsheden blandt medlemmerne er fortsat kun lige over 3 procent. FOA-medlemmer knokler altså hver dag uden bekymringer om topskat.

Det andet ben i DIs plan er, at danskerne skal blive endnu længere på arbejdsmarkedet. De seneste 10 års reformer af tilbagetrækningsalderen har ellers været langt hårdere og hurtigere end det er tilfældet i vores nabolande. DI vil øge tempoet endnu mere.

”DI begår desværre samme fejl som forligspartierne bag velfærdsaftalen. De betragter alene danskerne som et gennemsnit og hæver folkepensionsalderen for alle, når den gennemsnitlige levetid stiger. Gennemsnittet dækker imidlertid over højtuddannede, som lever meget længere, og kort eller ikke-uddannede, som kun lever ganske lidt længere. En ensartet forhøjelse af folkepensionsalderen for alle vil endnu engang snyde de, der lever kortest, for forholdsmæssigt langt flest gode leveår,” siger Dennis Kristensen, og fortsætter:

"Vi har i stedet brug for at differentiere forhøjelserne af folkepensionsalderen i forhold til uddannelseslængde og tid på arbejdsmarkedet."

Samlet set er det altså ikke svært at regne effekten af DIs forslag ud. De vil øge uligheden i samfundet markant. De 10 procent i toppen af pyramiden, der betaler topskat, vil få langt flere penge mellem hænderne, mens resten af befolkningen ikke får noget, og en højere pensionsalder vil blive betalt af den del af befolkningen, der tjener mindst og lever kortest.