FOAs indsatser mod ulighed

For 10 år siden var Danmark Europas næstmest lige land. I dag er vi nummer 14. Danmark er det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest fra 2005 til 2012. Andelen af fattige er mere end fordoblet. Og de 10 % fattigste har en lavere indkomst, end de havde i 2002.

Bag tallene gemmer sig en voksende gruppe mennesker, som har svært ved at opretholde en indkomst, de kan leve af.

FOA vil mindske uligheden. Sammen med FOAs medlemmer og tillidsvalgte laver FOA et udspil til hvordan.

FOA har fire mål:

1. ”Reformernes ulighed” skal modvirkes
   Dagpengereformen, kontanthjælpsreformen, førtidspensionsreformen og sygedagpengereformen er nogle af de tiltag, som har øget uligheden. Konsekvenserne kan mærkes blandt de 44.000 mennesker, der har mistet dagpengene og for eksempel blandt unge arbejdsløse, som nu ikke længere kan få kontanthjælp men en ydelse, der svarer til SU. FOA vil bremse udviklingen og sikre, at arbejdsløshed og sygdom ikke leder til økonomisk og social nedtur.
   
   
2. Postnummer, uddannelse og erhverv skal ikke længere kunne aflæses på menneskers levealder og sundhedstilstand
   Fra 1987 til 2012 steg forskellen på hvor gamle, de rigeste og fattigste bliver. I 1987 blev den rigeste fjerdedel af mændene 5 år ældre end den fattigste fjerdedel i gennemsnit. I 2012 var forskellen 10 år. 
   
   Arbejdspladserne kan være med til at rette op på uligheden i sundhed. Motion i arbejdstiden, kantineordninger, sundhedstjek og hjælp til fysioterapi og andre trænings- og behandlingstilbud kan løfte sundhedstilstanden hos en stor gruppe danskere, som er særligt udsat, fordi de har hårdt fysisk arbejde.
   
   
3. Børn skal have lige muligheder i livet
   Uligheden rammer tidligt og sætter spor for resten af livet. De unge og samfundet går glip af talenter, som fattige børn og unge kunne have udvist, hvis de havde haft bedre vilkår for deres opvækst.
   
   
4. Alle ældre skal kunne leve et værdigt liv
   Blandt danskere over 60 findes de mest velhavende og nogle af de allerfattigste. Vores velfærdsstat afbøder i mindre og mindre grad de svære vilkår, fattige ældre lever under. Når plejen skæres ned til et minimum, og der knap nok er tid til det helt basale, stiger antallet af ældre, som må leve et ensomt liv.