Pressemeddelelse

FOA: Finansloven bør rette op på dagpenge-fadæse

De midlertidige lappeløsninger af dagpengereformen har placeret tusindvis af mennesker på en meget lav og midlertidigt ydelse. Men det er ved at være sidste chance, hvis politikerne skal sikre en redningsplanke. Det mener FOA, der i dag offentliggør en online-beregner, der viser, hvor meget man mister, hvis man skal leve af regeringens lappeløsning.

Ændringerne i dagpengesystemet har placeret tusindvis af danskere helt uden forsørgelsesgrundlag eller på et meget lavt forsørgelsesgrundlag, den såkaldte arbejdsmarkedsydelse. Men selvom tusindvis er strandet i systemet, at mennesker melder om, at de må sælge deres bolig, droppe tandlægebesøg og holde deres børn hjemme fra sportsaktiviteter, så har politikerne endnu ikke vist, at de kan gennemføre andet end lappeløsninger af det dagpengesystem, som er blevet kraftigt forringet.

 

”Politikerne bliver nødt til at finde en løsning, der skaber tryghed og sikrer et ordentligt forsørgelsesgrundlag. Jeg vil på det kraftigste opfordre til, at man benytter de igangværende finanslovsforhandlinger til dette,” siger FOAs formand, Dennis Kristensen.

 

Både politikkere og lederskribenter har flere gange sagt, at lappeløsningerne har reddet alle, der er faldet ud af dagpengesystemet. Men det passer ikke, mener FOAs formand.

 

”For det første passer det ikke, at ingen falder helt igennem systemet. Og for det andet, er de, der er blevet ’reddet’ af lappeløsningerne, reddet på så lavt et indkomstniveau, at det i den grad er med til at øge uligheden i samfundet. Det kan man se, hvis man prøver FOAs nye beregner,” siger Dennis Kristensen.

 

FOA markerer i morgen, tirsdag den 11. november, den voksende ulighed ved at være på gaden med morgenbrød og materiale 34 steder i landet.

 

”Her og nu er den gal i forhold til dagpengereformen. Men det er ikke det eneste, der viser, at det går den forkerte vej med uligheden. Den voksende fattigdom og vores manglende evner til at bryde den sociale arv er også tegn på at uligheden i samfundet vokser,” siger Dennis Kristensen.

 

Prøv FOAs online beregner på www.foa.dk/beregner