Velfærd collage
Et stort flertal af befolkningen mener, at der skal bruges flere penge på velfærd så som ældrepleje, sygehuse og børnepasning.
Foto: Collage Colourbox

Faglærte vil bruge flest penge på velfærd

Flere end otte ud af ti faglærte danskere mener, at der skal bruges flere penge på ældrepleje, sygehuse og børnepasning. De faglærte er dermed den erhvervsgruppe, der er mest positivt stemt for at bruge flere penge på velfærd.

Redigeret 9. april 2015.

Bedre ældrepleje, sygehuse og børnepasning står højt på danskernes ønskeliste.

Allerhøjest står det på ønskelisten hos de faglærte, som også dækker mange af FOAs medlemmer. Her mener hele 82 procent, at der skal bruges flere penge på velfærd i de kommende år.

For de selvstændige gælder det kun for 40 procent, og blandt folk med stillinger som ’højere funktionærer’ – altså dem, der har lange uddannelser – mener 58 procent, at der skal bruges flere penge på velfærd. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for FOA.

Dennis K: Usolidarisk
De faglærte er dermed den gruppe, der er de størst fortalere for at bruge mere på velfærd.

Men det vækker ikke begejstring hos FOAs formand, at der er så stor forskel i holdningerne hos dem med korte uddannelser og dem med lange uddannelser.

”Jeg synes, det usolidarisk, at mange af dem, der har fået betalt en lang videregående uddannelse og dermed ligger i den høje ende af lønskalaen, ikke er lige så ivrige efter at bruge flere penge på velfærd som dem, der ikke har så lang en uddannelse. Men det skyldes måske, at man har råd til at købe sig til flere ydelser, når man tjener mange penge,” siger Dennis Kristensen til Fagbladet FOA.

Kvinder er for velfærd
Samlet set er et stort flertal af danskerne dog for at bruge flere penge på velfærd som ældrepleje, sygehuse og børnepasning.

To ud af tre mener, at der bør bruges flere penge på velfærd i løbet af de kommende år. Kun fire procent mener, at der skal bruges færre penge. Det er især kvinder, der ønsker mere velfærd.

”Jeg tror roligt, man kan sige, at danskerne synes, at skruen er strammet for meget på de store velfærdsområder. Og det har kvinderne åbenbart lagt mere mærke, til end mændene har,” siger Dennis Kristensen.

Læs mere: Epinions befolkningsundersøgelse om velfærd