Knyttet hånd i protest
Nok er nok. Det mener en gruppe faglige græsrødder, der har startet en underskriftsindsamling i protest mod dagpengereglerne
Foto: Colourbox

Faglige græsrødder i dagpengeoprør

Indignerede faglige græsrødder starter underskriftsindsamling for at ændre dagpengereglerne.

Det er ikke kun i toppen af venstrefløjspartierne og fagbevægelsen, at der er udbredt vrede over konsekvenserne af de stramme dagpengeregler.

En ny underskriftsindsamling blandt faglige græsrødder fortrinsvis fra det Midt –og Vestjyske er netop nu ved at tage fart, og knap 1.300 har allerede skrevet under, siden indsamlingen gik online i fredags.

”Vores frygt for, hvad der vil ske med vores medlemmer, der netop nu er truet af at ryge ud af dagpengesystemet, er kun blevet værre inden for de seneste måneder,” forklarer Hanne Margrethe Petersen, formand for FOA Horsens, til Fagbladet FOA.

Hun er blandt initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, der rummer medlemmer af flere forskellige fagforeninger og organisationer.

Ingen gør noget
Hanne Margrethe Petersen fortæller, at underskriftindsamlingen opstod spontant blandt flere lokale organisationsfolk, der delte en voksende indignation over den manglende reaktion fra regering og Folketinget på de mange udfaldsramte arbejdsløse.

”Situationen er jo meget værre end forudset, og alligevel er der ikke nogen, der gør noget. Mange af dem, der falder ud af dagpengesystemet nu, er jo helt almindelige mennesker som dig og mig, der bare har været så uheldige at være arbejdsløse i to år. Nu risikerer de at skulle gå fra hus og hjem, det kan da ikke være rigtigt!” siger Hanne Margrethe Petersen og fortsætter:

”Jeg tror, politikerne ville få stor cadeau fra befolkningen, hvis de erkendte, at de har taget fejl omkring dagpengereformen, og gik i gang med at ændre reglerne med det samme.”

I skrivende stund har 1.295 skrevet under på opråbet til politikerne – du kan skrive under her