Klasseskel påvirker dine børns karakterer

Som far så søn – dine børns karakterer bliver lavere, hvis du tilhører en af landets laveste klasser.

Børns karakterer i folkeskolen er påvirket af, hvilken klasse forældrene befinder sig i. Det fremgår af en ny bog, Klassekamp fra oven, skrevet af forfatter Lars Olsen og en række af landets førende samfundsforskere.

Størst forskel er der på karakterne i matematik, hvor overklassens børn ligger 2,5 karakterpoint højere end arbejderklassens børn, og hele 4,6 point højere end underklassens unger. Karaktererne er baseret på tal fra 2012 trukket fra Danmarks Statistik.

Også i dansk
Mønsteret går igen i dansk, hvor eksempelvis overklassens børn ligger 1,8 karakterpoint højere end arbejderklassens.

Forfatterne påpeger, at det bemærkelsesværdige ikke er, at underklassens børn er udfordrede. Det er velkendt, at disse børn skal leve med sociale problemer, der ’kaster lange skygger over skolegangen’, som forfatterne skriver i bogen.

Mere bemærkelsesværdigt er det, at mønsteret går igen op igennem de sociale lag; fra underklasse til arbejderklasse til middelklasse til højere middelklasse og helt op til overklassen, som scorer de bedste karakterer.

Undrer sig
Forfatterne undrer sig:

"Langt de fleste børn fra arbejderklassen og middelklassen kommer fra almindelige velfungerende familier. Forældrene er i arbejde og har en faglig eller boglig uddannelse – de er bare ikke akademikere, sådan som de fleste i overklassen og den højere middelklasse. Og det slår benhårdt igennem i karaktererne," skriver de.

Se tema: Ulighed koster