Beskidt rist
Fagbladet FOA har været rundt på tilfældige biblioteker og idrætsanlæg i Københavns Kommune for at se på rengøringsstandarden. Her et badeværelse i Valby Idrætspark.
Foto: Jørgen true

Massive klager efter udlicitering af rengøring

Klagerne er væltet ind, efter at det private rengøringsfirma Alliance Plus har overtaget rengøringen af idrætsanlæg og biblioteker i Københavns Kommune.

“Støvet ligger fortsat i tykke lag.” ”Der er igen, igen, igen ikke vasket gulv i Lysthuset i dag.”

437 klager har de ansvarlige for rengøringen på de 94 institutionerne under Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning sendt til servicefirmaet Alliance Plus i 2013.

Klagerne indeholder alt fra ét enkelt klagepunkt til lange opremsninger over steder, der ikke har været gjort ordentligt rent i en periode. Det viser en opgørelse, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.

Kort sagt møgbeskidt
Den 1. oktober 2012 blev rengøringen af Københavns Kommunes idrætsanlæg, svømme- og skøjtehaller, biblioteker, udstillingsbygninger og museer udliciteret til Alliance Plus.

Bjarne Pedersen repræsenterer brugerne på Østerbro Stadion som brugerbestyrelsesformand. Han oplever, at brugerne brokker sig over rengøringen og mener også selv, at kvaliteten er forringet.

“Kort sagt, så er her møgbeskidt. Da kommunen var arbejdsgiver, blev borde og stole flyttet, og så blev gulvet vasket. I dag vasker de rundt om uden at flytte noget,” siger han til Fagbladet FOA.

Kommunen er tilfreds
Københavns Kommune ser ikke klagerne som et problem:

“Virkeligheden er, at institutionerne kunne have klaget 27.000 gange, hvis de alle sammen havde klaget hver dag i 2013. I forhold til det er 437 klager jo utroligt få,” siger administrerende direktør i Københavns Kommune Carsten Haurum til Fagbladet FOA.

Selvom mange klager indeholder flere kritikpunkter, mener han, at udbuddet er gået godt. 

“Selv hvis der var det tidobbelte antal klager, havde det stadig været godt,” siger han.

Mister arbejdsglæden
Gina Liisborg, formand for FOAs Kost- og Servicesektor, mener, at alle er tabere efter udliciteringen.

“Kvaliteten og glæden ved faget forsvinder, når der ikke er tid til at gøre det ordentligt. Det går ud over både brugere og rengøringsassistenter,” siger hun.

Fagbladet FOA besøgte administrerende direktør Henrik Nordenlund på Alliance Plus’ adresse, men han ønskede ikke at udtale sig. “Det gavner ikke os,” forklarer han.

Læs mere i Fagbladet FOA: 437 klager efter udlicitering