Thumbs up for den danske model
Den danske model har mere end 100 år bag sig og er også kendt uden for landets grænser, hvor den ofte bliver omtalt som flexicurity-modellen.
Foto: Colourbox

Forstå den danske model på fem minutter

Det helt særlige ved den danske model er, at den bygger på frivillige aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Det betyder, at staten og folketinget sjældent griber ind, og at der bl.a. derfor ikke er nogen lov om mindsteløn i Danmark – det aftales mellem arbejdsgivere og fagforbundene, når der forhandles overenskomst.

En af grundstenene i den danske model er retten til at strejke og lave blokader fra arbejdstagers side og retten til lockout og boykot på arbejdsgivers side. Målet med disse midler er at motivere parterne til at finde en løsning, frem for at kaste sig ud i konflikter, der koster dyrt for alle.

Mange mener, det er med til at give en stor ro på det danske arbejdsmarked. Hvorimod lande som Frankrig og Grækenland, hvor staten i høj grad blander sig og lovgiver om arbejdsforhold, ofte er ramt af strejker.

Bygger på tre dele
Den danske model bygger på tre dele:
• Overenskomster
• Høj organisationsgrad
• Trepartssamarbejde

Overenskomster: Det er ved overenskomstforhandlingerne løn- og arbejdsvilkår inden for de enkelte brancher og faggrupper aftales.
Det sker mellem arbejdstagerne på den ene side - repræsenteret af fagforbundene og fagforeningerne - og den enkelte arbejdsgiver eller en arbejdsgiverorganisation på den anden side.

Overenskomster aftales for en bestemt periode, ofte to år ad gangen. Hvis arbejdsgiveren ikke er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening (DA), er det op til arbejdsgiveren om denne vil tegne en overenskomst.

Rammerne for, hvordan man forhandler overenskomster, og hvilke lovlige midler, der kan tages i brug for at opnå de ønskede resultater, er bestemt i den såkaldte Hovedaftalen mellem Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Læs også: Forstå begreberne

Høj organisationsgrad: For at den danske model skal fungere, er det vigtigt, at mange er organiseret, også på arbejdsgiversiden. På samme måde som demokratiet – jo flere der deltager, jo bedre et demokrati har vi.

I 2010 var 67,4 procent af de danske lønmodtagere medlem af en faglig organisation. Og hvis man kun regner medlemmer fra de overenskomstbærende fagforeninger - altså de fagforeninger, der har størstedelen af en overenskomst på et givent område og således tegner området, hedder tallet knap 61 procent.
Til sammenligning hed det tal 71 procent i 1995, så på femten år er organisationsgraden faldet med 10 procent.

Trepartssamarbejde: Staten samarbejder med arbejdsmarkeds parter – arbejdsgiverne repræsenteret af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og arbejdstagerne repræsenteret af Landsorganisationen i Danmark (LO) - løbende og ved de såkaldte trepartsforhandlinger.

Det er med trepartssamarbejdet, at de overordnede rammer for hvordan vi indretter vores arbejdsliv aftales; uddannelse, sundhed, arbejdsmiljø m.m..

Og det er helt normalt, at der på de områder, der især reguleres ved lov, som fx retten til dagpenge, at nye forslag sendes ud til arbejdsgiverne og fagforbundene, for at få deres syn på sagen, inden de vedtages i Folketinget.

Kilder: LO, Beskæftigelsesministeriet, Ugebrevet A4