• Læs op
• Udskriv

Den berømte danske model på arbejdsmarkedet skaber resultater for lønmodtagere i top og bund. Flexicurity sikrer, at vi ikke går helt på røven, hvis vi mister jobbet. Og et progressivt skattesystem gør, at det er de bredeste skuldre, der løfter tungest.

Der er ikke rigtig noget at klage over her, som et par af USA's allerfremmeste økonomer konkluderede for få år siden: Den amerikanske drøm om at enhver ved flid og arbejdsomhed kan opnå velstand og måske endda kravle op ad den sociale rangstige lever og har det godt – i Danmark. Grundtvig sagde det sådan her: Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt. Vi har det da godt i Danmark, ikke?

Men desværre er historien ikke så enkel. Hvis vi et øjeblik lægger selvglæden og skåltalerne til side, så er livet ude i virkeligheden ved at forandre sig. Mens vi slår hinanden på ryggen i begejstring får flere for lidt og mange for meget. Ikke dramatisk, men lige så stille og støt og roligt er vi ved at ændre og ombygge det solidariske velfærdssamfund, vi ellers hævder at være så stolte af.

AE-Rådet har kigget på tallene og kan fortælle, at de 10 procent rigeste af har øget deres indkomst efter skat og inflation med 25 pct. siden 2010. Og hvis vi et øjeblik ser bort fra de mest velhavende og kigger på lønmodtagere er billedet det samme.

Med andre ord er FOA gruppernes disponible indkomst steget med ca. halvdelen eller en fjerdedel af det, andre lønmodtagergrupper har oplevet i samme periode.

Tænk over det et øjeblik. Mens de mest velhavende og dem i overordnede stillinger rent lønmæssigt er stukket af, er virkeligheden helt anderledes for dem der passer dine børn, plejer dine forældre, kører dig på hospitalet når du bliver syg, slukker branden i dit hus og kører dig på arbejde om morgenen og mange andre helt centrale opgaver i et moderne velfærdssamfund. Og så undrer vi os over, at kommunerne har svært ved at rekruttere folk til mange af de for fællesskabet så centrale opgaver?

Den stigende ulighed vi oplever, ikke kun på løn, men også i uddannelse, i sundhed og overalt i samfundet truer ikke kun fællesskabets mulighed for at tilbyde værdig hjælp til de stigende antal børn og ældre, vi ved kommer i fremtiden, men hele vores sammenhængskraft som samfund. Når vi ikke længere oplever samfundet som trygt og retfærdigt, så udfordrer det vores evne og villighed til at hjælpe og støtte sidemanden og ham eller hende, der sidder ved siden af ham.

Det er desværre der vi er på vej hen, og det mest vanvittige er, at modgiften ganske simpelt er at gøre mere af det, vi går og praler med, at vi er så gode til, nemlig at bekæmpe uligheden og styrke velfærden og sikkerheden for borgerne. Spørgsmålet er derfor: Hvad venter vi på?

Bragt i A4, Arbejdsliv, den 11. marts 2022