• Læs op
• Udskriv

Vores over 450.000 medlemmer er i langt højere grad i fare for at blive slidt ned før folkepensionsalderen, end det er tilfældet i alle andre pensionsfællesskaber. Tillad os at lade fakta tale for sig selv. En social- og sundhedsassistent får 10 gange oftere tildelt en førtidspension end en akademiker med en lang videregående uddannelse, og selv sammenlignet med klassisk nedslidende arbejde som murerfaget eller tømrergerningen må medlemmer af PenSam stadig dobbelt så ofte parkeres på en førtidspension end de to faggrupper.

At der de seneste år er indført hele to nye ordninger til tidligere tilbagetrækning understreger blot, at nedslidningsproblemet er åbenlyst.

Desværre skaber de nye løsninger nye problemer, som måske ikke ses med det blotte øje, men som mærkes for alvor hos os. For selvom det utvivlsomt kan være en stor lettelse for det enkelte medlem at få tilkendt en velfortjent seniorpension eller en førtidspension, så lægger det pres på økonomien i resten af pensionskassen.

Når et medlem går på eksempelvis førtidspension, bliver der fortsat betalt pensionsbidrag for den enkelte helt ind til folkepensionsalderen, og for manges vedkommende vil der også blive udbetalt en rimelig engangssum. Sådan fungerer forsikringsordningerne i arbejdsmarkedspensionsselskaberne, og sådan sikrer vi trygheden for vores medlemmer.

Men det bliver den resterende del af pensionsfællesskabet, der skal finansiere de førtidspensionerede kollegers løbende pensionsindbetalinger. Når den fælles kasse skal opsamle regningen for nedslidningen af kollegerne, har det den direkte konsekvens, at pensionen for alle medlemmer må sættes ned.

Er det fair, at nogle af samfundets lavestlønnede faggrupper skal betale regningen for nedslidningen af deres egne kolleger og nye kolleger, der er blevet slidt ned i andre brancher?

Det korte svar er selvfølgelig nej. Det er en samfundsopgave at tage sig af sine nedslidte borgere, og derfor håber vi, at Pensionskommissionens konklusioner åbner debatten for, hvordan vi i pensionsbranchen og bredere i samfundet kan sikre en mere rimelig fordeling af den regning.

Man kunne starte med for alvor at tage hul på hele freerider-problematikken, altså det faktum at hundredtusindvis af erhvervsaktive danskere slet ikke sparer op til pension. Dermed kan de få en seniortilværelse med folkepensionens fulde tillæg og andre økonomiske støtteordninger, selvom de har haft et arbejdsliv med en større eller lige så stor indtægt som vores medlemmer, der selv har sparet op, og derfor ikke får adgang til samme tillæg i alderdommen.

Den måde pensionskasser er opdelt i dag giver store fordele på rigtig mange punkter, men det har også den konsekvens, at man får isoleret de relativt mest resursestærke grupper på arbejdsmarkedet fra de mindst resursestærke. I vores optik burde princippet om, at de bredeste skuldre bærer de største byrder i højere grad gøre sig gældende - også inden for pensionssystemet.

Derfor er et andet oplæg til en løsning, at man kunne fordele omkostningerne til førtidspension bredere i pensionssektoren eller finde finansieringen i ATP, som alle danskere i forvejen indbetaler til.

For sidder vi som samfund og som branche på hænderne, er det kun alt for sikkert, at nogle af landets mest hårdtarbejdende velfærdshelte sidder tilbage med en regning, der ikke med rette bør tilfalde dem.

Bragt i Avisen Danmark, den 3. maj 2022