• Læs op
• Udskriv

Er man ansat i et kvindedomineret fag, tjener man 2,6 mio. kroner mindre i livsindkomst end en ansat i et fag, hvor mere end tre fjerdedele er mænd.

To komma seks millioner kroner!

Jeg vil gerne sende en tak til Oxfam Ibis for at have haft gang i regnemaskinen, så der kan sættes fokus på, at velfærdsmedarbejdere skal have en retfærdig løn.

2,6 mio. kroner er et svimlende tal, og jeg bliver ærlig talt lidt harm over, at man fra politisk side taler højt og helligt om, hvor lige et samfund Danmark er, men samtidig i årevis har lukket øjnene for den lønmæssige ulighed mellem kvinder og mænd. For nok er tallet nyt – det er problemet ikke.

Ja, det koster penge at rette op på, og ja, det koster mange penge. Sagen er bare, at vi ikke har råd til at lade være.

Vi ser allerede nu, hvor svært det er at rekruttere medarbejdere til social- og sundhedsområdet, til det pædagogiske område og i rengøringsbranchen, for blot at nævne nogle få eksempler. Selvom arbejdsvilkår, gode kolleger og muligheden for at bruge sin faglighed til at gøre en forskel for andre er vigtige for, at flere vælger omsorgs- og plejefag til, så er det indlysende, at lønnen også spiller en rolle.

Sandheden er, at rigtig mange FOA-medlemmer oplever deres løn som uretfærdig i forhold til de vigtige opgaver og det store ansvar, de varetager. Og det er et problem, hvis det ender med, at folk vælger de kvindedominerede fag i den offentlige sektor fra, fordi lønnen er for ringe.

Jeg tror ikke, der findes en enkel og simpel forklaring på den uretfærdigt lave løn, som mange traditionelle kvindefag kæmper med og mod. Men jeg er enig med Oxfam Ibis’ analyse, der peger på, at den lave værdisætning af fagene spiller en væsentlig rolle. Den samfundsmæssige værdi er altså begrænset, må man forstå.

Det er en uretfærdighed, der trækker tråde tilbage til en tid, hvor arbejdsmarkedet så helt anderledes ud, og det er dén uretfærdighed, der fortsat den dag i dag tegner lønnen for de kvindedominerede fag i den offentlige sektor.

Jeg fornemmer dog, at vi som samfund er blevet klogere, og jeg håber, at der i 2022 kommer en bred erkendelse af, at lønnen i flere hjørner af velfærdsområdet er uretfærdigt lav. Nedsættelsen af Lønstrukturkomiteen er en del af den politiske erkendelse.

Ansvaret for at løse problemet ligger både hos os i fagbevægelsen, der ved de offentlige overenskomstforhandlinger skal være indstillede på at sikre solidariske løsninger på lavtløns- og ligelønsproblemerne, og hos politikerne, der er nødt til at bakke op om et opgør med den uretfærdige løn. For det kan ikke rummes i overenskomstsystemet alene.

Dén politiske vilje forventer jeg bliver udvist, når Lønstrukturkomiteen fremlægger sin rapport senere i år.

Bragt i A4 Ligestilling, den 16. maj 2022