• Læs op
• Udskriv

Stress begynder ofte som en lille nagende stemme i baghovedet. Man mærker den, og prøver at gemme den væk. Prøver at tænke på noget andet og komme videre. Men den er der hele tiden et sted, og dukker op på alle de mest ubehagelige tidspunkter. Særligt når man er hjemme, og endelig har mulighed for at slappe af.

Og så begynder de fysiske symptomer lige så stille at snige sig ind på dig. Hyppig hovedpine og manglende søvn. Man bliver hurtigere forvirret, irriteret, vrissende.

Måske starter det med, at den lille stemme i baghovedet begynder at sige: Har du husket det hele? Kunne du have gjort mere? Er du faglig dygtig nok? En stemme som i en længere periode er blevet tysset på og gemt væk. Og så begynder de fysiske symptomer. Hyppig hovedpine, og den manglende søvn. I hverdagen bliver man hurtigere forvirret, irriteret, vrissende, man trækker sig fra kollegerne, og får svært ved at koncentrere sig.

Bag stress ligger der ofte store følelser af afmagt, skyld og skam – skam over at man ikke kan leve op til egne og andres forventninger, skyld over alt det man ikke nåede og en afmagt som langsomt men sikkert bliver altopædende, og her bliver en sygemelding eneste mulighed. De obligatoriske sygefraværssamtaler bliver brugt til at få øje på opgaver, som nemt kan 'fjernes', og til at prioritere mellem 'skal'- og 'kan'-opgaver, men man kan jo heldigvis ikke bare fjerne de ældre eller børnene, som har brug for hjælp, og hvor skal vi finde de kolleger, som kan aflaste og tage flere opgaver? Og hvordan kan man blive ved med at finde 'kan'-opgaver i en presset hverdag, hvor man i forvejen ikke oplever, at borgerne får den hjælp og omsorg, de fortjener?

Det er desværre virkeligheden i hverdagen for mange af FOA's medlemmer. I en undersøgelse fra sidste år fortalte 65 procent af FOA's medlemmer, at de i nogen, høj eller meget høj grad føler sig stressede. Hver fjerde oplever, at de aldrig eller sjældent har tid nok til deres arbejde. Og for begge tal gælder det, at tendensen er stigende. Blandt andet af den helt simple årsag, at arbejdsmængden stiger. Vi får flere opgaver og mindre tid til at løse dem. I løbet af de seneste to år har otte ud af ti FOA-medlemmer oplevet, at deres arbejdsmængde er blevet større eller meget større. Og vi har set den samme udvikling i tidligere undersøgelser.

Når vores medlemmer ikke kan give fx ældre og børn den hjælp, omsorg og service, de har brug for, resulterer det ofte i en følelse af utilstrækkelighed. Det er, hvad vores medlemmer fortæller, hvad enten de arbejder på social- og sundhedsområdet eller på det pædagogiske område eller andre steder. Med til billedet hører også, at hele den offentlige sektor i mange år efter finanskrisen var udsat for en reel minusvækst og en stribe såkaldte effektiviseringsløsninger, omprioriteringsbidrag og 2-procents-besparelser, og hvad de allesammen hed.

Regeringen og Christiansborg har ganske vist indset, at udgifterne til velfærden er nødt til at følge befolkningsudviklingen, og er begyndt at gøre noget, men langt fra nok til at rette op på den løbende afmagringskur af den offentlige sektor, vi har oplevet. At gøre skaden efter den kur god igen er en af vejene, vi skal gå. Men hvis vi ser bort fra økonomien, så der faktisk også andre ting vi kan gøre. Det er faktisk muligt at håndtere de følelser, som opstår, og sætte ind, inden medarbejderne får stressreaktioner. Og her er lederen det helt rigtige sted at finde svaret.

God ledelse er ikke bare at lede og fordele arbejdet, men også at tage højde for medarbejdernes følelser. Ikke som en terapeut men en kollega, som er i stand til at håndtere reaktioner i sit daglige lederskab. Hvis man vil stress og langtidssygemeldinger til livs, er det den vej, som fremtidens gode ledere skal kunne bestride til UG. Det skal ikke være den enkelte medarbejders problem, når stressens mange ansigter begynder at vise sig.

Vi skal derhen, hvor ledelsen sikrer, at der er de rette rammer for, at vi kan bruge vores kompetencer. Hvor vi som medarbejdere har indflydelse på den konkrete opgaveløsning og tid og rum til at sparre om, hvordan vi bedst løser opgaven samt regelmæssig supervision, så vi kan få bearbejdet de følelsesmæssige belastninger, vi udsættes for, når vi arbejder med mennesker.

Skal det lykkes, skal de gode arbejdsfællesskaber styrkes, og den nødvendige grad af psykologisk tryghed skal være til stede.

Hvis vi vil sikre, at medarbejderne har rum til at udføre deres faglighed, og lederne har rum til ledelse, må vi gøre alvor af at arbejde os væk fra en overordnet styring, som sætter rammer for dagligdagens detaljer på arbejdspladserne. Vi skal sikre, at lederne ikke bare administrerer en hovedløs detailstyring fra forvaltning og politikere, men også har mulighed for at tage alle arbejdspladsens faktorer med i planlægningen af arbejdet.

De politikere, der 'sætter barren' for arbejdet og bevilger ressourcerne, skal forstå, at alt det ovenstående er forudsætningen for, at vi kan løse vores opgave.

Kampen mod stress handler også om nærhed, og om at beslutningsmagten flyttes fra det overordnede politiske niveau og ud i virkeligheden, hvor den kan gøre gavn.

Bragt i A4 Arbejdsmiljø, den 29. april 2022