Debatindlæg: Mediernes sprog om fædrebarsel skader ligestillingen

Danske mænd, familien som samfundsbærende institution og Danmark som nation er truet og har lidt et alvorligt nederlag med EU’s beslutning om at øremærke barsel til fædre. Så voldsomt bliver billedet tegnet op, når man kaster et blik på de mange overskrifter, medierne i forrige uge har brugt til at beskrive sagen.

Under negativt ladede overskrifter som ”EU gennemtvinger barsel til mænd” og ”Flertal i EU ønsker tvungen ubetalt barsel til mænd” serverede medierne nyheden for danskerne om et netop vedtaget EU-direktiv. ”I skal ikke tvinge os til noget som helst” lyder et interview med store, stærke stilladsarbejdere i en af formiddagsaviserne.

I FOA er vores opfattelse den stik modsatte. Det er ikke en historie, der fortjener at blive vinklet så gennemsyret negativt, som vi har set det. Og med nogle mediers ambitioner om i højere grad at producere konstruktive historier, opbyggelige historier, er det helt mærkeligt, at en så åbenlys positiv sag bliver til en ren forfaldshistorie i medierne.

Ret beset betyder EU's beslutning, at fædrene fremover bliver sikret ret til orlov med deres børn. Benytter de sig af det, vil det gavne ligestillingen for kvinder på arbejdsmarkedet. Som en ekstra bonus for børnene, som det hele jo egentlig burde handle om, er der endda større chance for, at forældrene bliver sammen. For undersøgelser viser, at skilsmisseraten er lavere blandt par, hvor fædre har taget del i forældreorloven.

Det er klart, at vi som fagforening har et bestemt syn på hele diskussionen om orlov. Vi har en dagsorden, som gør, at vi italesætter fædres barsel positivt. Det samme har regeringen og de forskellige partier, som derfor omvendt omtaler fædrebarsel negativt. Men hvad er dog årsagen til, at medierne hopper med på den galej?

Måske er der sket en afsmitning fra politikernes sprogbrug. I så fald er politikerne lykkedes med at lave et barn på journalisterne. En anden, usandsynlig, mulighed er, at journalister stort set over en kam er modstandere af ligestilling. Eller også er journalisterne selv sovset så grundigt ind i den tonstunge, traditionelle tankegang, at børnepasning er kvindens domæne - og underforstået også ansvar- mens manden forsørger familien, at de ikke tænker over, at deres egne formuleringer er vældigt værdiladede.

Uanset svaret er det udtryk for en gennemgående mangel på bevidsthed blandt medierne af det ansvar, de bærer. Af den betydning, det har, hvordan de fremstiller virkeligheden for deres seere, lyttere og læsere. Det er ikke bare en skam, det er direkte skadeligt – i dette konkrete tilfælde for ligestillingen for både mænd og kvinder.

I forvejen tager de danske fædre kun omtrent 10 procent af den samlede orlov. Og ved at tale konceptet ”fædreorlov” ned, gør medierne det endnu vanskeligere for fædrene at gå til deres chefer og gøre krav på at tage del i deres småbørns første leveår, end det allerede er. Det er først og fremmest mænd med akademiske uddannelser, der tager barsel, som det ser ud i dag. De tager næsten dobbelt så mange dages barsel, som mænd i håndværkerfag. Og det er vanskeligt for håndværkerne at bede om fri fra den ofte mindre virksomhed, de arbejder i. De bliver ikke hjulpet af, at der i skurvognen ligger en avis, der nedgør deres ønske ved at omtale fædreorlov som noget helt forkert, der nu bliver tvunget ned i halsen på danskerne som mad på en foie gras-gås.

Derfor: Se det fra den positive vinkel. Danske mænd får sikret deres ret til orlov. Det vil skabe større ligestilling på arbejdsmarkedet og føre til mere lige løn mellem køn og fag. Og det er godt for familierne. Se, dét er da en god nyhed.

​Bragt i Jyllands-Posten, Sektion 1, side 22